Arrangør af mindetur overvældet af stor interesse

Lørdag køres der minde-cykeltur for Chris Anker Sørensen. Arrangør er overvældet over den store interesse for at være med.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mindeturen køres lørdag den 25. september ved start klokken 10 ved Hammel Cykle Klub. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

På lørdag æres og mindes Hammel Cykle Klub Chris Anker Sørensen, der lørdag mistede livet i en trafikulykke i Belgien.

- Det er overvældende med så stor en interesse for at være med. Det bekræfter, at Chris har betydet meget for rigtig mange mennesker, siger Lars Toft Pedersen.

Han er formand i Hammel Cykle Klub. Klubben, hvor Chris Anker Sørensen begyndte at køre cykelløb, inden karrieren senere tog fart.

I skrivende stund har 300 personer på Facebook tilkendegivet, at de deltager i mindeturen lørdag, mens knap 900 har vist deres interesse i begivenheden. 

- Det vi oplever i klubben og i byen rækker langt ud over lokalområdet, og vi får mange henvendelser fra folk fra hele landet, som gerne vil deltage, ligesom mange har tilbudt at hjælpe i forbindelse med løbet, siger Lars Toft Pedersen.

Janni Nielsen og hendes 5-årige søn var som nogle af de første forbi for at lægge blomster ved Chris Ankers barndomsklub søndag formiddag. Foto: Øxenholt Foto

"Chris Anker-ruten"

Alle er velkomne til at deltage i arrangementet.

Mindeturen køres på lørdag klokken 10 og sættes i gang ved Hammel Cykle Klub, hvor der først vil være en tale samt et minuts stilhed, inden rytterne i mindre hold sendes ud på den cirka 60 kilometer lange tur rundt i lokalområdet. Selve ruten omtales som "Chris Anker-ruten", fordi den passede godt til den tidligere bjergged.

Foruden turen på landevejen er der også arrangeret en mountainbike-tur.

- Det bliver ikke en dag med mange taler og lignende men en dag, hvor der er mulighed for at tale med hinanden, være sammen og være i eftertanke, siger Lars Toft Pedersen og fortæller, at de er gearet til et stort fremmøde, og at han regner med, at folk i høj grad er klar på at give en hånd med.

Chris Anker Sørensen var i Belgien som ekspert for TV2 ved VM i cykling, da han var ude at sondere terrænet på sin cykel i lørdags.

Han blev ramt af en bil og døde af sine kvæstelser. Han blev 37 år gammel og efterlader sig en kone og to børn.

VIDEO: I Hammel vil man aldrig glemme Chris Anker Sørensen. Se video fra søndag den 19. september.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her