Tony betalte 15.000 kr. men har stadig skimmelsvamp
Der er nu dukket flere dårlige sager op om virksomheden Jydsk Tagteknik.
Flere utilfredse kunder hos Hinnerup-virksomheden Jydsk Tagteknik melder sig nu på banen med kritik.
Det sker, efter TV2 Østjylland for nylig kunne fortælle om Richard Nielsen og Tage Arbjerg Pedersen, der følte sig taget ved næsen af Jydsk Tagteknik.
De mente begge, at de modtog alt for store regninger for det udførte arbejde.
- Han brugte de otte tagrygningssten, han brugte en spand beton og måske en tube lim til 14,95, og så var han væk igen. Og det er på den baggrund, at jeg faktisk synes, det er lidt forargeligt, sagde Richard Nielsen, der betalte 16.000 kroner for to timers arbejde.
Siden har fem andre kunder henvendt sig med lignende oplevelser. De føler sig også snydt efter at have betalt tusindvis af kroner for arbejde udført af Jydsk Tagteknik.
Fremstod meget professionelt
En af dem er Tony Riis fra Randers. Han hyrede Jydsk Tagteknik til at fjerne skimmelsvampen i sit hjem og få styr på fugtproblemerne. Men ifølge ham er problemet der stadig.
Nu står han i stedet med en regning på 15.635 kroner for et stykke arbejde, han ikke er tilfreds med.
- Jeg føler, at jeg er kommet til et firma, hvor det er sådan, at de simpelthen har bedraget mig, siger Tony Riis.
Han fortæller, at han ikke havde nogen idé om, at der kunne være noget galt, da han indgik en aftale med Jydsk Tagteknik. Tværtimod syntes han, at firmaet fremstod meget professionelt.
- Man møder en god sælger, som sælger firmaet utrolig godt. Men det, du får, er det ringeste af det ringeste, siger han.
Svar fra Jydsk Tagteknik på Tony Riis' kritik
Vi har ikke på noget tidspunkt konstateret skimmelsvamp i Tonys hus, og det er som sagt helt nyt for os, at høre denne version. Derfor har vi selvfølgelig heller ikke fået løst problemet, som I spørger om, da vi ikke har været bekendte med, at der skulle være skimmelsvamp. Opsummeret har vi altså aldrig tilbudt Tony en løsning omkring skimmel-sanering, men kun en hulmursisolering på baggrund af en kuldebro.
Tony kontakter os pga. et utæt tag, hvorefter han besøges af vores konsulent der konstaterer, at taget ikke er utæt. Konsulenten laver termografering af husets vægge og konstaterer en kuldebro i øverste del af væggen, og tilbyder en hulmursisolering for at lukke kuldebroen. Tony accepterer dette tilbud med det samme.
Under udførelse kommer håndværkeren til at ødelægge nogle mursten i Tony Jensens mur og Jydsk Tagtegnik tilbyder med det samme at udbedre skaden. Skaden er af visuel karakter, og ikke konstruktiv. Tony ønsker ikke udbedring, men foreslår i stedet økonomisk kompensation. Vi har nu været i dialog med Tony i 3 uger for at nå til enighed omkring kompensationens størrelse.
Vi oplever, at det er meget svært at kommunikere med Tony om sagen, og at alle vores tilbud om en løsning bliver mødt med afvisning og en usædvanlig hård tone overfor vores kundeservicemedarbejdere. Det har i vores optik kompliceret sagen i usædvanlig grad.
Vi har derfor anmeldt skaden til vores ansvarsforsikring, hvor en uvildig taksator behandler skaden på normal vis. Så på denne måde bliver sagen nu på retsmæssig vis behandlet af tredje part, hvorefter sagen forventes løst.
Som nævnt har vi ikke hørt om skimmelsvamp, hvilket heller ikke fremgår af nogen korrespondancer med Tony, hvorfor vi ikke kan kommentere på dette.
Tidslinje:
5/12: Kunden ringer ind på hovednummeret, snakker med Pernille. De snakker om utæt tag og Pernille booker ham til et besøg d. 9/12.
9/12: Stig besøger kunden og opretter 116358 på hulmursisolering – ordren bliver accepteret på stedet.
12/12: Torben sender ordrebekræftelse til kunden. – Forventet opstart – December 22- januar – 23
24/1: Arbejdet bliver udført ved kunden
25/1: faktura 64388 sendes til kunden.
14/2: Notat oprettes i AX på fakturaen – ”afv. Fuger” – Michael må have været i dialog med kunden i mellemtiden, det kan jeg ikke finde noget på.
15/2: Kunden laver en 1 stjernet anmeldelse.
16/2: Michael får kunden til at tage anmeldelsen ned – han tager ud og snakker med kunden samme dag.
16/2: Kunden laver en ny 1 stjernet anmeldelse om aftenen.
17/2: Michael og Tina forsøger begge at få fat i kunden telefonisk. – Han vender ikke retur.
18/2: Kunden opdaterer hans anmeldelse – Her kommenterer han på at han kan se at Michael har haft ringet, men han ikke havde mulighed for at svare ham.
18/2: Kunden sender mail til Michael. – her skriver han at han vil trække sin anmeldelse tilbage når skaden er udbedret.
21/2: Michael snakker med kunden – Han kræver fuld refundering, dette afviser Michael i første omgang, da vores pligt er at udbedre. Vi tilbyder efterfølgende fuld refusion pr. kulance for at komme videre, hvilket kunden afviser.
23/2: Michael er på adressen for at sammenligne sten.
28/2: Kunden ringer og vil have Danny i snak med det samme. – Da jeg afviser at det kan ske med det samme. Men at jeg vil give det videre og vi vil kontakte ham samme dag. Til det siger han, at han er færdig med at vente på os og han er i kontakt med medierne og det kommer til at gå den vej. Jeg opfordrer til dialog, men han det afviser han.
28/2: Tina sender mail til kunden – han svarer samme dag.
1/3: Tina svarer kunden på mail.
Truet med inkasso
Tony Riis står dog ikke alene med sin kritik. Andre kunder beretter om lignende oplevelser.
- En lille simpel reparation på vores tag kom til at koste 24.510 kroner for cirka to timers arbejde. Da vi så ringede og sagde, vi ville have en udspecificeret regning, kunne det ikke lade sig gøre, og betalte vi ikke, røg den bare til inkasso, skriver Mogens Bay fra Silkeborg.
Samme oplevelse havde Kim Eland fra Aarhus, efter at Jydsk Tagteknik var færdig med arbejdet på hans hus.
- 12.500 kroner for et stykke tagpap og en times arbejde. Jeg forsøgte efterfølgende at få en udspecificeret regning, men det ville de ikke give mig, skriver han.
Afviser kritikken
I et skriftlige svar fra Jydsk Tagteknik afviser virksomheden kritikken og påpeger, at den altid udstikker en garanti og aftaler en fastpris på forhånd.
For Tony Riis ændrer det dog ikke på, at han står tilbage med et hus, der ifølge ham stadig har fugt og skimmelsvamp
- Jeg har ingen tillid til Jydsk Tagteknik. Det kan jeg jo ikke have. Det er sløseri. Det har ikke været et uheld, det har simpelthen været ligegyldighed med kundens ejendom.
Svar fra Jysk Tagteknik på generel kritik
Af direktør i Jysk Tagteknik, Danny Kromanne:
Som tidligere nævnt er det vigtigt at forstå, at prisen ikke blot dækker de timer, som kunden ser på taget. Der er en masse forarbejde, arbejde med at skaffe materialer, arbejdsplanlægning, overdragelse til håndværkeren, kørsel og efterfølgende bortkørsel af affald mm., der er indregnet i prisen, som kunden uden indvendinger har accepteret.
Dertil kommer vores garantipakke, inklusive prisgaranti på tilsvarende opgaver, som vores kunder selvfølgelig altid kan indfri. Det oplever vi sjældent nogen der gør- heller ikke i de omtalte sager. En stærk garantipakke er selvfølgelig også en del af en opgavens pris, ligesom alle øvrige relaterede omkostninger er det.
Vi arbejder som hovedregel med FASTE tilbud, så kunden ved hvad arbejdet koster (hverken mere eller mindre) – det har vi erfaring med at kunderne er meget glade for, da det skaber sikkerhed og transparens for kunden. Vi mener ikke, baseret på ovenstående, at vores kunder betaler for meget for vores opgaver.
Vores tilbudspriser indeholder:
Rådgivning/tilbudsgivning
Ordreoprettelse
Arbejdsplanlægning af byggeleder:
Bestilling af materialer
Overdragelse af sag til håndværker, herunder gennemgang af hvad der skal laves mm.
APV (arbejdspladsvurdering), herunder sikkerhed/arbejdsmiljø og affaldshåndtering af asbestholdigt materiale
Hente materialer i tømmerhandel eller andet sted
Kørsel til arbejdsadresse samt arbejdets udførsel
Kørsel med affald (i mange tilfælde asbestholdigt) til deponi samt kørsel retur til firma
Relevante garantier og prisgaranti