AGF holder liv i top-seks med sejr i Herning
FC Midtjylland missede søndag aften muligheden for at holde snor i Brøndby på andenpladsen i Alka Superligaen, da midtjyderne tabte 0-1 til AGF hjemme på MCH Arena.
Til gengæld betyder resultatet, at AGF kan holde fast i drømmen om en placering i top-seks, omend den stadig er mange point væk.
FC Midtjylland kom ellers til søndagens opgør med en god hjemmebanestatistik mod netop AGF, hvor ulvene kun havde tabt én af de seneste 12 kampe.
Det var da også hjemmeholdet, der satte sig på kampens begivenheder fra første fløjt.
Gæsterne havde det generelt svært i de første 45 minutter, der langt hen ad vejen blev spillet på hjemmeholdets præmisser.
FC Midtjylland manglede dog den sidste skarphed for at skabe de helt store målchancer, og dermed var stillingen 0-0 ved pausen.
Kort efter pausen var Martin Spelmann tæt på at overliste FCM-forsvaret og score på gæsternes første chance i kampen, men midtbanespilleren blev den lille i duellen med Mikkel Andersen.
Herefter fortsatte kampbilledet fra første halvleg med FC Midtjylland som det mest dominerende hold på banen.
Alligevel var det AGF, der kunne bringe sig foran med 1-0 efter 65 minutter, da Alexander Juel Andersen dukkede op efter et hjørnespark og sparkede bolden i kassen.
FC Midtjylland forsøgte ihærdigt at komme tilbage i opgøret, men uden held. Dermed kunne AGF juble over sejren, der sender dem fem point fra Sønderjyske på sjettepladsen.
Den afstand kan dog blive øget til otte point, hvis Sønderjyske besejrer Silkeborg mandag aften.