Sen udligning på straffespark koster AGF sejren i Viborg
AGF og Viborg leverede mandag aften en jysk herrefight på den regnvåde bane i Viborg. Længe så det ud til, at AGF skulle tage alle tre point, men Søren Frederiksen eksekverede et sent straffespark til slutstillingen 1-1.
Resultatet betyder, at Viborg ikke har vundet på hjemmebane i over et halvt år og fortsat er på sidstepladsen i Alka Superligaen. AGF ligger nummer 11.
Allerede efter 15 sekunder burde hjemmeholdet have bragt sig i front, da Mate Vatsadze fik en friløber. Alene med målmanden afsluttede han dog svagt, og chokåbningen blev dermed afværget.
20 minutter inde i kampen kom AGF foran. Efter lidt småspil rundt om Viborgs felt, havnede bolden for fødderne af Mustafa Amini, som afsluttede fladt med indersiden og bragte gæsterne i front.
Kort inde i anden halvleg var Morten "Duncan" Rasmussen tæt på at øge gæsternes føring med et hovedstød på overliggeren.
Viborg var tæt på at udligne på et kraftfuldt hovedstød efter et hjørnespark, men Aleksandar Jovanovic reddede på stregen i AGF-buret.
Viborg fik udlignet tre minutter før tid, da Alexander Juel Andersen ramte bolden med hånden, hvilket resulterede i et straffespark til Viborg. Søren Frederiksen svigtede ikke fra pletten og udlignede til slutstillingen 1-1.
Det uafgjorte resultat betyder, at der er status quo for begge mandskaber. Viborg må indstille sig på et svært udgangspunkt i nedrykningsspillet.
Her bliver AGF efter alt at dømme en anden deltager, da holdet nu har otte point til top-6 med tre spillerunder tilbage af grundspillet.
Viborg-AGF 1-1 (0-1)
0-1 Mustafa Amini (21. minut)
1-1 Søren Frederiksen (88. minut/str.)
Tilskuere: 3.112