12 timers harmonika i Horsens: - Det er pragtfuldt
Bente og Uffe Thomsen elsker at danse og i Horsens
For syvende år i træk var der lørdag 12 timers harmonikamusik i streg i Horsens. Ægteparret Uffe og Bente Thomsen har været med alle årene og de elsker det.
- Det er pragtfuldt at bevæge sig til god musik. Det kan vi altså godt lide og det er der rigtig mange der godt kan. Det er glæde, når vi danser, siger en storsmilende Bente Thomsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun var med ægtemanden Uffe blandt de første på gulvet, da musikken begyndte at spille klokken 10 og hun forventer at de bliver til sidste band slutter ballet kl. 22.
- Der er så meget god musik, at jeg næsten ikke ved, hvornår vi skal få tid til at spise, siger hun.
Ren livsglæde
Det er Forum Horsens, der danner rammerne for harmonikatræffet, som havde mere end 600 besøgende og 23 bands fra hele Jylland. Der blev spillet en lang række forskellige musikgenrer, som dog alle havde dét til fælles, at der var en harmonika blandt instrumenterne.
- Det er god afvekslende musik og et dejligt stort gulv. Vi vil gerne hen over gulvet, så det er rart at der er plads, siger Bente Thomsen.
- Ja det er ikke bare sådan en lille firkant, hvor man kan stå og rocke, supplerer Uffe Thomsen.
Han sætter også stor pris på dansen.
- Det er ren livsglæde, når vi danser og så kan man også få lov at røre ved hende og i dansen er det jo manden, der får lov at føre, griner han.
- Ja der er mange herrer, der går til dans, fordi så kan de få lov at bestemme den ene time om ugen, driller Bente Thomsen tilbage.
Vil have unge med
Bag arrangementet står Lions Club Horsens og koordinator Knud Erik Kristensen, som selv spiller harmonika.
Han håber, at Horsens Harmonika- og Spillemandstræf kan få flere unge til at få flere unge til at interessere sig for harmonikamusik.
- Hvis vi ikke får yngre og nye harmonikaspillere, så er der mulighed for at det går ned ad bakke og vi bliver for få. Og vi vil gerne være flere, forklarer Knud Erik Kristensen.
- Harmonikaen er ved at komme med i orkestrene igen, så nu mangler vi at de unge får øjnene op for, at den kan spille andet end sømandsmusik, lyder det.