Museum hylder tingfindere: Kan aldrig få nok sølvmønter og bronzeøkser

Amatørarkæologerne bidrager med massevis af fund, som kan give en ny forståelsen af fortiden, og det blev de hyldet for i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Gamle mønter, guldringe og sølvbægre. Den danske muld gemmer på mange værdifulde fortidslevn, som landets amatørarkæologer med stor iver forsøger at bippe sig frem til med metaldetektorer.

Hvis der er noget, der kan få Allan Faurskovs hjerte til at banke, så er det, hvis han finder en guldmønt. Eller noget fra bronzealderen, der er smukt udsmykket med ornamenter.

Han er nemlig en af de mange detektorfører, som er blevet bidt af at lege arkæolog i fritiden, og som hver især bidrager til forståelsen af vores allesammens fortid.

Den indsats blev amatørarkæologerne hyldet for i dag på Horsens Museum.

- De bidrager med rigtig mange genstande, som belyser vores fortid på en anden måde, end vi har kunnet tidligere. At der nu kommer så mange genstande op af mulden, giver anledning til at fortolke fortiden på en anden måde, end vi har gjort tidligere, siger Lars Pagh, der er museumsinspektør på Horsens Museum, til TV2 ØSTJYLLAND.

Nederst på billedet ses en næbfibel. Før i tiden opfattede man en fibel som noget meget eksklusivt, men fordi amatørarkæologer har fundet så mange af dem med deres detektorer, opfatter man nu fiblen som noget meget mere udbredt, end man tidligere har gjort.

Selvom detektorførerne indimellem skal kæmpe sig igennem en hel del skidt, før der dukker noget godt op, så sker det altså ret ofte, at de finder frem til flotte fortidslevn og danefæ.

I 2018 bippede amatørarkæologernes metaldetektorer så meget, at der blev sat rekord i antal ting, der blev indlevet til Nationalmuseet. Det betød også, at Nationalmuseet sammenlagt måtte punge ud med 7,7 millioner kroner i dusør.

Mængden af fund siger meget

For detektorfører Allan Faurskov er det en helt særlig følelse, der driver ham til at tage ud og grave i mulden op til flere gange om ugen.

- Når jeg finder noget, så har jeg det nok ligesom jægeren i skoven, der får øje på et dyr, eller lystfiskeren der har fået et hug og tænker, om han nu får noget i land, der kan bruges, siger amatørarkæologen til TV2 ØSTJYLLAND.

I august 2018 toppede Klaus Mogensen og Bo Søndergaard Madsens arkæologkarriere, da de fandt en 2,7 kilo tung sølvskat på en mark sydøst fra Randers. Privatfoto.

Selvom det allerede vrimler med sølvmønter, bronzeøkser og lignende fund på Horsens Museum, så bliver de aldrig trætte af amatørarkæologernes bidrag, mener museumsinspektøren.

- Jeg tænker, at mængden af fund i sig selv siger rigtig meget, så vi tager imod genstande med kyshånd, siger Lars Pagh, der sammenligner med en scene fra Pippi Langstrømpe:

- Hun var jo også tingfinder, og hun siger til Tommy og Annika, at nu skal de ud og finde ting. Og så finder hun en blikdåse og siger: ”Den her vil jeg beholde, for blikdåser kan man ikke få for mange af."

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her