Halvdelen af byen til forelæsning hver uge: - Jeg lærer noget hver gang
Forelæsninger på Aarhus Universitet bliver streamet direkte på nettet ud i hele landet. Mere end 10.000 plejer at se med, og omtrent 100 af dem bor i Voervadsbro.
Vulkaner, kultur og bakterier er nogle af de emner, som halvdelen af indbyggerne i den lille by Voervadsbro tager til forelæsninger i sammen.
- Igennem mange år har vi været nogle stykker, der er kørt til Aarhus hver tirsdag og fulgt de her foredrag, og sidste år snakkede vi om, at det kunne være lidt spændende at få det herud, om ikke andet for det sociale, siger Mikael Jensen, der bor i Voervadsbro, til TV2 ØSTJYLLAND.
På Aarhus Universitet kan man nemlig streame professorernes forelæsninger, som en slags direkte Netflix, og det har vist sig at være meget populært i den lille by, der huser omkring 200 mennesker.
- Vi blev enige om, at hvis vi nu var 20-30 stykker, der mødte op, så var det en succes. Men ret hurtigt kom vi op og rundede 90, siger Mikael Jensen.
Og selvom tallene er imponerende for så lille en by, så er de ikke overvældende overraskede på universitetet.
- Vi har oplevet en stigende interesse for foredragene gennem tiden. Det startede langt tilbage, hvor vi streamede live fra samme bygning til andre auditorier, og så oplevede vi, at alle auditorierne blev fyldt, og så begyndte vi at streame ud i landet, siger Julie Stokkebro Schmøkel, der er AC-medarbejder ved Aarhus Universitet.
Seerne er fra hele landet
Universitetet har tidligere foretaget en måling, der viste, at hele 11.000 mennesker rundt omkring i landet så med til nogle af deres forelæsninger, og selvom de streamede forelæsninger ikke giver nogen økonomisk værdi til universitetet, så er de glade for det høje seertal.
- Det er jo en del af det her med at være et universitet for alle. Vi betaler alle sammen skat, og vi vil gerne bidrage til, at Aarhus Universitet ikke kun er i Aarhus, men at vi faktisk kommer ud til hele landet. Og så er det en måde for forskerne at komme ud over scenekanten, siger Julie Stokkebro Schmøkel til TV2 ØSTJYLLAND.
Voervadsbro har ikke noget forsamlingshus, så den lille gruppe entusiaster lavede et samarbejde med byens røgeri, så forelæsningsarrangementerne kunne inkludere aftensmad til en god pris ved siden af de lærerige udsendelser.
- Jeg kommer hver tirsdag. Jeg lærer noget nyt hver gang, og jeg synes, det er helt fantastisk. Alle forelæserne er jo helt utrolig dygtige. De har et overskud, der gør, at almindelige mennesker som mig ved, hvad de snakker om, siger Tine Holm, der er en af byens indbyggere.
Der er noget for alle
Aftenen i aften bød på to forelæsninger om vulkaner. Den ene handlede om menneskers forhold til vulkaner, og hvordan de med deres nogle gange voldsomme udbrud har haft indflydelse på mennesker gennem tiden.
Den ene forelæsning stod Felix Riede, der er professor i miljøhumaniora ved Aarhus Universitet, og selvom han mildt sagt er kyndig til at tale om emnet, havde han alligevel lidt nerver på, inden han gik i gang med at fremlægge til kameraet i Aarhus.
- Det er der da. Det bliver spændende, og det er virkelig et privilegium. Heldigvis ser vi jo ikke de 10.000, vi ser kun dem, der sidder her i Aarhus. Det bliver alligevel lidt specielt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Den anden forelæsning tog en mere naturvidenskabelig tilgang. Det handlede nemlig om, hvorfor der er vulkansk aktivitet på planeten, og hvordan vulkaner har påvirket klimaet.
Selvom det kan lyde svært og teknisk, så gør forskerne en masse benarbejde, så alle kan være med.
- Det er noget, vi har forberedt os godt på. Vi har forsøgt at lave nogle illustrationer, der kan forklare nogle af de ting, vi går og arbejder med til dagligt, siger Christian Tegner, der er professor i geoscience på Aarhus Universitet.
Og selvom forskerne forsøger at inkludere alle og tale et sprog, man forstår, så kan man ikke tage fejl af, at de er kloge på det stof, de fremlægger.
- At høre sådan nogle mennesker, som ved så meget og er så passionerede omkring det, de laver, det er jo fantastisk. Og vi får rigtig meget med hjem. Vi lytter måske til nogle af de mennesker, der ved allermest om lige præcis deres emne på jorden, siger Mikael Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom alle er enige om, at det er rart at blive klogere hver tirsdag, så er der dog også en anden gevinst ved, at arrangementet er blevet tilbagevendende i Voervadsbro.
- Det betyder rigtig meget. Vi ser jo hinanden hver tirsdag, får hilst på hinanden, spiser sammen og samles om noget andet end vores egen lille landsby, vi samles om noget, der ligger lidt uden for det, siger Tine Holm.
Sidste tirsdag var der hele 11.400, der fulgte streamet fra Aarhus Universitet. De forventer samme antal til denne tirsdag aftens stream.
De arrangementer som viser livestreamet skal være offentlige for alle og gratis. Du kan se forelæsningerne her.