Harry bliver nægtet vigtig hjælp
Det kan være livsfarligt for børn med diabetes i folkeskolen, hvis de ikke får hjælp til at holde styr på sygdommen.
Henriette Langelund har ofte ondt i maven, når hun sender sin otteårige søn, Harry, i skole.
Han har type 1-diabetes og har to akutindlæggelser bag sig på grund af for højt insulintal.
I skolen er der ikke én fast medarbejder til at holde øje med Harry. Det er forskellige lærere, som hjælper den otteårige dreng med at kontrollere blodsukkeret.
- De lave tal, Harry slås med, er akutte og livstruende, fortæller Henriette Langelund.
- Der sker jo et tillidsbrud, om jeg vil det eller ej, fordi jeg har sendt ham i skole og forsøgt at være tryg ved det, siger hun.
Hun efterlyser derfor, at Hovedgård Skole har en dedikeret medarbejder til at hjælpe med at passe sukkersygen.
- Vi sidder med nogle livstruende tilfælde i bagagen, og på den baggrund står vi på hælene siger hun.
- Det er en stor opgave, så jeg kan godt forstå, der sker fejl. Men her må de her fejl bare ikke ske, siger hun.
Flertal oplever for lidt hjælp
Knap 3500 børn og unge under 20 år har type 1-diabetes.
- Vi har spurgt forældrene, og 80 procent oplever, at de ikke får støtte til deres barn med diabetes, siger Diabetesforeningens administrerende direktør, Claus Richter.
Ifølge Folkeskoleloven skal alle børn have de samme betingelser, og det er skolelederens ansvar at løfte opgaven. Det mener Lærerforeningen dog ikke bør ligge ved lærerne.
- Rigtig mange lærere oplever det som en ekstraopgave og noget utrygt, for de har ikke uddannelsen til det, siger Thomas Andresen, der er formand for Danmarks Lærerforenings Arbejdsmiljø- og organisationsudvalg.
Borgerforslag
Lige nu er et borgerforslag om at sikre en fast kontaktperson for 6-12-årige i skole og SFO-tiden ved at indhente de fornødne 50.000 underskrifter. Der er i øjeblikket indsamlet omkring 16.000 underskrifter.
Og det er sød musik i Alternativets ører.
- Det, det handler om, er jo altid pengene. Så jeg vil gerne sige, at vi er nødt til at finde de penge, der gør det muligt for skolerne at yde den service. Det er en god menneskelig forretning og økonomisk i længden, tror jeg, siger politisk ordfører Torsten Gejl (AL).
Hverken Hovedgård Skole eller Horsens Kommune har ønsket at medvirke i denne artikel. Ifølge skolen er lærerne instrueret i otteårige Harrys sygdom, og der er fast personale til at måle hans blodsukker.
TV2 ØSTJYLLAND har set en afgørelse fra skolen, der slår fast, at Harry ikke kan få mere hjælp, end den skolen i forvejen giver. I afgørelsen står der, at det er Hovedgård Skoles vurdering, at den konkrete støtte og personlige assistance, Harry modtager, er tilstrækkelig. Skolen lægger blandt andet vægt på, at det er fast og oplært personale, der hjælper Harry.
Nu har familien besluttet at flytte drengen til en anden skole.