Livsfarlig fangst: Unge mænd finder granat i å
Forsvaret tilkaldt for at sprænge granaten, der blev fisket op af tre 20-årige mænd.
Typisk er det uskyldigt vraggods som øldåser, cykeldele, søm og skruer, der kommer op fra åens dyb, men søndag fik tre unge mænd i Horsens sig en gevaldig forskrækkelse. De var nemlig ude for at fiske med magneter, hvor fiskekrogen var erstattet af en magnet.
Og på den magnet, de tre mænd fiskede med, sad der pludselig en gammel rusten granat, da magneten blev trukket op af vandet.
- Vi havde kastet magneten ud ca. 10 gange uden at få andet end et oversavet "puch maxi" stel opad vandet. Pludselig kunne vi mærke at magneten endelig fik fat i noget ca. 5 meter fra land, fortæller Emil Langhoff, der var én af de unge fiskere.
- Uden de store forventninger til hvad det kunne være, rev vi magneten op på land, og der gik ikke andet end 1 sekund før vi alle 3, kom til samme konklusion: Det var en granat!, fortsætter Conrad Janke, der også var med på fisketuren.
Flygtede hurtigt
Fundet fik straks de tre unge mænd til at flygte
- Uden at tænke nærmere over det, løb vi mindst 15 meter væk fra granaten, i tilfælde af at den skulle gå af. Adrenalinen pumpede, da det jo var første gang vi havde fået noget så vildt med op fra vandet, lyder det fra Christian Gejl, den sidste af de tre unge fiskere.
Kort efter beslutter Christian, Conrad og Emil at ringe til politiet.
- Vi får anmeldelsen kl. 14.25. Vi tilkalder forsvaret, som kommer og tager bestik af situationen, fortæller Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Mange blå blink
Det tog ammunitionsryddertjenesten to timer at komme til Bygholm Å, der blandt andet løber fra Bygholm Sø og ind under motorvej E45.
Efter undersøgelserne blev det vurderet, at granaten var blevet så ustabil efter den lange tid i vandet, at man ikke turde flytte den. Det var for risikabelt. I stedet valgte folkene fra ammunitionsryddertjenesten fra Skive at lave en kontrolleret sprængning af den på stedet.
Læs også:
Kl. 19.30 sprængte ammunitionsryddertjenesten granaten. Eksplosionen efterlod et stort krater i jorden. I forbindelse med sprængningen var et større opbud af blå blink til stede. På Lovbyvej tæt på åen holdt politibiler, køretøjer fra forsvaret og for en sikkerheds skyld også en ambulance. Den blev der heldigvis ikke brug for.
De tre unge fiskere fulgte med i hele optrinnet på afstand og begivenhederne har helt sikkert gjort indtryk.
- Det var en helt vild oplevelse, og helt sikkert noget vi ikke glemmer igen, udbryder Emil Langhoff.
Mere blod på tanden
Men selvom oplevelsen har været ud over det usædvanlige og også potentielt farlig, så har det ikke taget modet på magnetfiskeri fra de unge mænd. Snarere tværtimod.
- Det har klart gjort, at vi har fået mere blod på tanden i forhold til at komme ud og magnetfiske igen. Vi håber på flere spændende fund, dog gjort med en ny magnet, da den magnet vi fik granaten op med, blev sprunget sammen med granaten, siger Conrad Janke.
Hvor granaten stammer fra, eller hvor gammel den er, kan politiet ikke sige med sikkerhed, men der er med al sandsynlighed tale om et levn fra 2. verdenskrig.
Flere farlige fangster
Det er ikke første gang, at magnetfiskere får farlige efterladenskaber på krogen. I onsdags fik en 19-årig fyr en pistol på sin magnet, da han fiskede i Gudenåen i Randers.
Og i fredags fiskede den 24-årige youtuber Alexander Aagaard en mortergranat op fra en sø på Haderslevegnen. Også dén måtte sprænges af forsvaret.
Årsagen til de mange magnetfiskerier kan muligvis findes på YouTube, hvor fænomenet beskrives i utallige videoer med mange visninger. Unge youtubere poster videoer af sig i færd med at fiske med magneter i søer og åer.
Læs også:
Helt simpelt foregår magnetfiskeriet på den måde, at fiskeren i stedet for en krog og en regnorm binder en magnet fast i enden af deres fiskesnor. Herefter kaster de magneten til bunds i håbet om at fiske forskellige metalgenstande op.
Men udover at fiske dåser, indkøbsvogne og cykler op fra dybet får de altså også indimellem fat i efterladenskaber fra krigen.