Tusindvis af døde fisk ender på vejene
Fredag og lørdag har flere borgere i lokalområdet ved Snaptun og Glud oplevet, at der lå døde fisk på vejene. Fisk der er blevet fragtet fra havbrugene ved Horsens Fjord på vej til destruktion.
Det er lidt af et særsyn, da de normalt holder til i vand. De sidste to dage har flere borgere i Snaptun og Glud dog oplevet, hvordan døde fisk har ligget på vejene i især sving og rundkørsler.
- Det er jo noget griseri, siger Jan Karnøe, der for formand for Havbrugsgruppen.
Havbrugsgruppen består af repræsentanter fra Danmarks Naturfredningsforening, Sportsfiskerforbundet, Horsens Sejlklub samt beboere.
Tusindvis af fisk er både fredag og lørdag blevet fragtet fra havbrugene, der ligger ved Horsens Fjord, til destruktion, da de er døde. Når de dør selv i burene, skal de destrueres, da de ikke må bruges, fortæller formanden.
Jan Karnøe er blevet fortalt, at der er en algeopblomstring ved den yderste del af fjorden, og han skyder på, at det kan være det, der skaber problemer for havbrugene og dræber fiskene. Algerne kan være med til enten at forgifte fiskene eller fjerne ilten fra vandet og dermed kvæle dem.
- Det er jo trist for alle. Nu har de opdrættet tonsvis af fisk, som har været med til at forurene vandet, og ejeren har mistet penge – alt sammen til ingen verdens nytte, siger Jan Karnøe til TV SYD.
Brancheorganisationen Dansk Akvakultur udtaler sig på havbrugenes vegne, og bestyrelsesformanden Niels Dalsgaard understreger, at det er et naturfænomen, der er skyld i de døde fisk.
Fisk gav glatte veje
Flere skriver på Facebook, at fiskene er med til at gøre vejene glatte og skabe farlige situationer. En fortæller blandt andet, at en bekendt var ved at køre galt fredag aften.
Lørdag talte en lokal borger med lastbilchaufførerne, som forklarede, at de i et bestemt sving i Glud er nødt til at skifte gear for at komme op ad bakken. Det betyder, at det giver et ryk i lastbilen, så fiskene skvulper over og falder ned på vejen.
Selvsamme mand valgte at kontakte politi og brandvæsen, som fik gjort vejene rene og farbare igen. Det fortæller den lokale borger, der ønsker at være anonym, til TV SYD.
TV SYD har været i kontakt med Sydøstjyllands Politi. Vagtchef Henrik Dam bekræfter, at en chauffør er sigtet for at læsse lastbilen forkert, da det ikke må kunne ske, at fisk skvulper over på den måde.
Læs også:
Bestyrelsesformanden for Dansk Akvakultur, Niels Dalsgaard, beklager, at fiskene er endt på vejene.
- Det er ikke i orden, og vi er ved eller har allerede ryddet op igen. Derudover så skal chaufførene selvfølgelig både læsse og køre korrekt, siger Niels Dalsgaard til TV SYD.