Mægler: Intet tyder på vi bliver kvalt i egen succes
Horsens er i massiv vækst, og det glæder områdets ejendomsmæglere, der ikke umiddelbart ser en risiko for store prisstigninger
For femte år i træk bliver der indviet nye boligområder i Horsens, og købere til grundene står nærmest i kø.
Horsens er blevet et attraktivt sted at bo, og det mærker først og fremmest ejendomsmæglerne.
- Vi er begunstiget af at ligge i smørhullet med Aarhus på den ene side og trekantsområdet på den anden. Det betyder, at der er masser af arbejdspladser i nærheden, siger ejendomsmægler i Horsens Alex Mandrup Paulsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge en prognose fra Danmarks Statistik forventes det derfor, at befolkningstallet i Horsens Kommune vil stige 13 procent over de kommende år.
Men med sådan en efterspørgsel plejer priserne at eksplodere.
- Udbuddet er stadig pænt, og der kommer nye grunde hele tiden. Så der er intet, som tyder på, at vi bliver kvalt i vores egen succes, siger Alex Mandrup Paulsen.
Udover den gode beliggenhed, hvor flotte naturområder og god infrastruktur også spiller ind, så har Horsens succes med en såkaldt tilflytteralliance.
- Kommunen bringer jo altid ting til os, men som mæglere møder vi kunderne og kan så give tilbage, hvad vi får af forespørgsler på eksempelvis daginstitutioner eller fritidsudbud, forklarer Alex Mandrup Paulsen.
Du kan se hele interviewet med ejendomsmægler Alex Mandrup Paulsen i videoen øverst på siden.