Mette F. vil have lokale uddannelser igen: - Jeg synes, det lød smukt
Gedved ved Horsens havde engang en videregående uddannelse, men den forsvandt til stor ærgrelse for byen.
- I det nye år vil vi etablere flere muligheder for, at unge kan uddanne sig lokalt – tæt på hvor de bor og kommer fra.
Sådan lød det i Statsminister Mette Frederiksens nytårstale fredag aften.
En af de mange østjyder, der så med, er 69-årige Ole Lund Svendsen. Han er født i Gedved, uddannet i Gedved, og har været lærer i Gedved i 41 år frem til sin pension.
- Jeg er afventende. Jeg synes, det lød smukt. Men jeg erindrer da også, at Lars Løkke prøvede det samme, og den kritik, han kom ud for, siger Ole Lund Svendsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også:
Den større landsby Gedved tæt ved Horsens havde engang en lokal videregående uddannelse. I årene fra 1862 til 1986 lå der et lærerseminarium i Gedved, senere et HF-kursus, en socialpædagogisk højskole og en pædagogisk grunduddannelse. Men i 2011 var det slut. Pædagoguddannelsen flyttede ind til Horsens, og bygningerne blev solgt.
- Mange følte sig lidt magtesløse over, at det flyttede, husker Ole Lund Svendsen.
Han kunne godt ønske sig, at der igen kom en videregående uddannelse i landsbyen.
- Hvis den ikke skal udvikle sig til en ren soveby, så er det jo godt med et uddannelsessted. Og så kan det også ses i sammenhæng med et forretningsliv, der som regel bliver styrket af et uddannelsessted. Det var mærkbart, at da seminariet flyttede, så forsvandt en del af forretningslivet, siger Ole Lund Svendsen.
Landsbyen var fyldt med unge
I 1960’erne blev der bygget et kollegie i Gedved, der kunne huse de studerende på seminariet.
- Mange elever i min barndom boede i byen. Det var først, da jeg begyndte på seminariet, at det tippede over til, at flere kom udefra og ikke boede her, siger Ole Lund Svendsen.
Han erindrer, at landsbyen var fyldt op med unge mennesker, som deltog i diverse fritidsaktiviteter.
- De fyldte godt op på fodboldhold og håndboldhold. Og de blev brugt som instruktører. Så de forsvandt jo sådan set også, siger han og fortsætter:
- Vi har gudskelov haft et stærkt foreningsliv, og det har afhjulpet det lidt. Byen lever jo stadig, og jeg tror også, at en del sagde til sig selv dengang, at selvom seminariet forsvandt, så skulle byen ikke dø, den skulle stadig udvikle sig. Og det har den også, synes jeg.
Et tab for byen – men ikke for de unge
Formanden for Gedved lokalråd er enig i, at det var et tab for landsbyen, da uddannelsesstedet forsvandt.
- Men det var ikke et tab for de unge i Gedved. Vi bor seks kilometer fra Horsens, så det er sådan set vigtigere for os, at vi har mange gode uddannelser inde i Horsens, siger formand Niels Arne Kjærgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
For 30-40 år siden bidragede uddannelsen måske til at tiltrække og holde på unge i Gedved, men sådan var det ikke til sidst, mener lokalrådsformanden.
- De sidste år, hvor vi havde uddannelsen i Gedved, kom alle i bus eller i deres egen bil. Vi havde et kollegie, men det var affolket, før uddannelsen lukkede, siger han.
Ole Lund Svendsen ved ikke, om han stadig ville bo i Gedved i en alder af 69, hvis ikke han var blevet uddannet i landsbyen. Faktisk var det lidt en tilfældighed, at han endte med at uddanne sig i lokalområdet.
- Egentlig så var min interesse dengang at blive dyrlæge. Men jeg var inde som soldat, og uddannelsen begyndt et tidspunkt, hvor jeg ville gå i tomgang i et par måneder. Så jeg spurgte på seminariet, om jeg kunne blive optaget med et par måneders forsinkelse, i oktober, og det kunne jeg godt, siger Ole Lund Svendsen.
Han har dog aldrig fortrudt, at han endte med at uddanne sig til lærer, og beskriver lærergerningen som nogle rigtig gode år. Måske lige med undtagelse af lockouten i 2013.