Bundsgaard fortsætter med flertal bag sig
Kl. 06.42 kunne et flertal i Aarhus Kommune skrive under på et genvalg af Jacob Bundsgaard (S) som borgmester.
Jacob Bundsgaard tager endnu en tørn som socialdemokratisk borgmester i Aarhus Kommune.
Det står klart, efter at han kl. 06.42 kunne præsentere et flertal på 20 ud af 31 byrødder, som bakker op om ham som borgmester.
Læs også:
Det drejer sig om støttepartierne SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.
Konservative frem, DF tilbage
Konstitueringen, som partierne kunne underskrive, betyder også, at de fem rådmandsposter i Aarhus Kommune tilfalder Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre og Konservative.
Dermed mister DF deres rådmandspost til Konservative.
- Det har været lange og seje forhandlinger, og jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet, siger borgmester Jacob Bundsgaard.
SF, der går frem med ét mandat, ser ifølge formand Thomas Medom frem til at kunne beholde deres Børn- og Unge-rådmandspost.
- Jeg glæder mig til at skulle være Børn- og Unge-rådmand igen, hvis altså Konservative vælger Teknik- og Miljø-rådmandsposten, som de har sagt, siger Thomas Medom (SF).
Vil være kulturrådmand igen
Også Radikale beholder en rådmandspost.
- Radikale er tilfredse, og vi vil gerne fortsætte det gode samarbejde. Vi vil bruge vores indflydelse på, at vi skal være bedre til at inddrage borgerne og lytte til borgerne, siger Rabih Azad-Ahmad fra Radikale Venstre.
Rabih Azah-Ahmad går efter at fortsætte som rådmand for Kultur- og Borgerservice.
Enhedslisten går frem med ét mandat og får plads i magistraten.
- Vi er rigtig glade for at være gået frem, og nu glæder vi os til at gøre vores indflydelse gældende, siger Enhedslistens spidskandidat, Laura Bryhl.
Nye Borgerlige får ligeledes en plads i magistraten.
Venstre taber to mandater
Venstres politiske leder Christian Budde siger, at han først i aften vil give svar på, hvilken rådmandspost Venstre går efter.
Om Venstres to tabte mandater siger Christian Budde:
- Jeg glæder mig over, at vi går frem som borgerligt hold, men jeg er ked af, at vi i Venstre går tilbage, siger Christian Budde, politisk leder for Venstre i Aarhus Kommune.
Han peger på byudviklingsdebatten om blandt andet højhuse i Aarhus C som en af faktorerne, der har givet både Venstre, men særligt Socialdemokratiet et dårligt valg.