Valgdrama: S tilbudt borgmesterpost efter aftale med V

Valgdramaet på Samsø er måske ikke slut endnu, selv om V og S i nat underskrev en aftale. SF's Ulla Holm tilbyder igen her morgen at gøre Marcel Meijer (S) til borgmester.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Marcel Meijer (S), herren til venstre, må overlade borgmesterposten til Søren Wiese (V). Det er resultatet efter valgnatten på Samsø. SF's Ulla Holm mente ellers, at hun kunne lave en aftale med S.

Opdateret 15:55: Marcel Meijer har siden denne artikels publicering blankt afvist Ulla Holms bejleri. Det fremgår af citater længere nede i artiklen.

Et af nattens store valgdramaer udspillede sig på ellers fredelige Samsø, og det ser ikke ud til at være slut endnu.

Da tirsdag var blevet til onsdag, underskrev Venstre og Socialdemokratiet ved et-tiden en konstitueringsaftale, der gjorde Venstres Søren Wiese til borgmester.

Det var Ulla Holm fra SF dog ikke glad for, og hun forsøgte derfor at få Marcel Meijer (S) med på i stedet at indgå en rød aftale.

Onsdag morgen har hun genfremsat sit tilbud til den siddende borgmester, der altså kan sikre genvalg, hvis han river aftalen med Venstre itu.

Ulla Holm skrev i nat flere sms'er til Marcel Meijer med tilbud om at gøre ham til borgmester, og her til formiddag har SF'eren gentaget sit tilbud.

Tror det er for sent

Ulla Holm gør sig ikke store forhåbninger om at få stoppet nattens aftale, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND forud for dagens fintælling. 

- Jeg tror ikke, jeg kan gøre noget, for de har skrevet under på aftalen. Jeg tvivler, for jeg tror, løbet er kørt, siger Ulla Holm, som mener, det handler om klemte følelser, fordi hun tidligere på valgaftenen blev nævnt som mulig borgmester.

- Han (Marcel Meijer, red.) har jo fået et tilbud af mig om at blive borgmester, men han har ikke reageret. Jeg kan kun tolke det som, at han ikke vil tale med mig, siger Ulla Holm.

- Det er meget magtpåliggende for mig at sige, at vi ikke havde en aftale på forhånd om, at jeg skulle pege på ham som borgmester, siger Ulla Holm og konstaterer om valgnatten:

- Der var et flertal for en rød borgmester.

Først troede Marcel Meijer (S), at han skulle være borgmester. Siden konstituerede han sig med Venstre og gav dem borgmesterposten. Nu tilbyder SF ham igen posten for bordenden. Se nattens højdepunkter i videoen her.

Nattens drama

I løbet af valgaftenen troede den siddende borgmester Marcel Meijer (S), at han skulle være borgmester igen, men i stedet må han indtil videre tage til takke med posten som viceborgmester.

Mandatfordeling på Samsø:

Socialdemokratiet: 4

Venstre: 3

Konservative: 2

SF: 2

Enhedslisten: 0

DF: 0

Der er 11 pladser i byrådet, og med konstitueringsaftalen sidder Venstre og Socialdemokratiet på i alt syv mandater, og selv om Socialdemokratiet har et mandat mere end Venstre, blev det altså sidstnævnte der fik borgmesterposten.

SF vil have stoppet aftale

TV2 ØSTJYLLAND fik natten til onsdag konstitueringsaftalen at se, og dermed skulle det være på plads, men så meldte SF’s Ulla Holm sig altså på banen.

Nattens konstitueringsaftale fra Samsø.

Fra Flinchs Hotel i Tranebjerg, hvor politikerne efter valget drog til valgfest, spillede hun sig selv på banen igen.

- Jeg kan ikke se, hvad han får ud af det, siger Ulla Holm (SF) om den aftale, der er indgået mellem Venstre og Socialdemokratiet, lød det fra SF’eren kort før klokken 01.30.

S og SF vil ellers tilsammen kunne mønstre seks mandater og dermed et flertal.

- Jeg har svært ved at se, hvad Marcel Meijer får ud af den aftale, de har lavet. Jeg har skrevet til ham, at vi peger på ham og vil give borgmesterposten til ham. Men det har han ikke svaret på, fordi han er sur, sagde Ulla Holm omkring klokken 02.30 til TV2 ØSTJYLLAND.

Over for TV2 ØSTJYLLAND er Marcel Meijers svar til Ulla Holm dog helt klart:

- Det kommer jo lidt for sent, kan man sige. Det er fint nok, de får dårlig samvittighed, men jeg har lidt svært ved at stole på dem lige nu, siger Marcel Meijer (S) og fortsætter:

- Jeg har lavet en aftale med Venstre, fordi tilliden til Ulla Holm ikke var der, og det er den stadigvæk ikke, så det holder vi os til.

Den iskolde luft er tilsyneladende gengældt fra Ulla Holm.

- Jeg har ærlig talt heller ikke særlig meget tillid til Marcel. Han gik jo ud og pegede på en Venstre-borgmester på trods af, at der var rødt flertal. Så kan man sige: Hvor meget tillid kan jeg så have til ham? siger hun.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her