Bollesen gik uden om SF’s Bille: - Jeg synes det er besynderligt

Kirstine Bille så sig forbigået på valgnatten. Ole Bollesen (S) var forbi Venstre, selvom aftalen med Kirstine Bille var en anden

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tidligere borgmester i Syddjurs Kommune, Kirstine Bille (SF), måtte endnu en gang se sig forbigået på valgaftenen. Hun var ikke den første, Ole Bollesen (S) startede forhandlinger med.

- Vi havde en aftale med det valgforbund, vi var i. Hvis vi havde et rødgrønt flertal, så ville vi også finde en rødgrøn borgmester, fortæller Kirstine Bille onsdag morgen til TV2 ØSTJYLLAND.

Men den kommende borgmester, Ole Bollesen (S), er da også rød. Men han havde været forbi en blå politiker, før han kom til Kirstine Bille.

Ifølge Kirstine Bille havde de rødgrønne partier før valget ikke aftalt, at der skulle laves aftaler med Venstre. Men det var lige det, der blev gjort tirsdag aften.

- Men det var meget vigtigt for ham i går at blive enige med Venstre først. Og det havde de åbenbart talt om på forhånd, siger Kirstine Bille til TV2 ØSTJYLLAND.

Bollesen ligner en borgmester

Tirsdag aften udråbte Ole Bollesen (S) sig selv som borgmester i Syddjurs.

- Sådan som det ser ud lige nu, så ser det ud til, at jeg er blevet valgt til borgmester, men det er sådan, at der skal nogle ting på plads, vi skal blandt andet have talt de personlige stemmer op, før vi ved hvor bred en konstituering, vi har. Men jeg er gået efter en så bred konstituering som muligt, sagde Ole Bollesen tirsdag aften.

Socialdemokraten ville på det tidspunkt endnu ikke komme ind på hvilke partier, han forhandlede med.

- Jeg synes vi skylder vælgerne, at lave så bred en aftale som muligt, og blandt andet derfor vil jeg ikke komme ind på hvem, vi taler med endnu, sagde Ole Bollesen.

Ifølge Kirstine Bille (SF) bliver der officielt meldt en aftale ud senere onsdag, når de personlige stemmetal er talt op. Hun siger, at de i SF står fast på at Ole Bollesen (S) skal være borgmester i kommunen.

Ole Bollesen fra Socialdemokratiet udnævnte sig selv som borgmester sent tirsdag aften. 

I konstitueringsaftalen er SF blevet lovet at de får formandsposten for familieudvalget samt udvalget for natur, teknik og miljø.

Ikke første gang

I 2013 satte Venstre og Socialdemokratiet sig også sammen på valgaftenen. Venstre havde dengang fået flest stemmer, men valgte i første omgang at pege på Socialdemokratiets Jesper Mathiesen.

Flere dage efter valgnatten valgte SF og Kirstine Bille at pege på Venstres Claus Wistoft.

Personlige stemmer 2017

Ole Bollesen (S): 1.064
Kristine Bille (SF): 2.490
Claus Wistoft (V): 3.372

Ved valget i 2009 blev Kirstine Bille udnævnt til borgmester efter flere forsøg på aftaler.

Først var det Claus Wistoft (V), der skulle være borgmester, så var det Jesper Mathiesen (S). Men til sidst - flere dage efter valget - blev der lavet en aftale mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF, hvor parterne blev enige om en aftale, hvor Kirstine Bille skulle være borgmester.

Kirstine har været medlem af byrådet siden 2001, først i Ebeltoft kommune og - efter sammenlægningen af kommunerne – Syddjurs Kommune.

SF går tilbage

Ved de seneste kommunalvalg har SF haft nogle gode valg i Syddjurs Kommune. Kirstine Bille var den politiker, der fik flest stemmer i kommunen ved kommunalvalget i 2013 - her fik hun 3.185 stemmer. Ved tirsdagens valg fik hun 2.490 personlige stemmer.

Men SF har ikke fået et lige så godt valg ved denne gang. Partiet har mistet et mandat i byrådet, og har efter nytår fire mandater.

- Det er selvfølgelig altid ærgerligt, vi har været flittige, vi har været samarbejde, vi har deltaget i den politiske udvikling. Så jeg bliver ked af, at vælgerne ikke belønner det. Vi ville gerne have beholdt, de mandater vi havde, siger Kirstine Bille fra SF.

Kirstine Bille (SF)

  • 57 år
  • Bor i Balle
  • Gift og har en datter
  • Arbejder som faglærer på Viden Djurs
  • Bachelor i engelsk fra Aarhus Universitet

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her