Forsøger at redde å fra stort jordskred
Både inden- og udenfor Nordic Wastes område i Ølst arbejder man på at stoppe jordskredet og forhindre, at jorden ender i Alling Å.
Mandskab og maskiner er lige nu i kapløb med tiden om at sikre Alling Å mod det massive jordskred, der udspiller sig hos Nordic Waste i Ølst syd for Randers.
Den seneste uge er situationen forværret, og ifølge Randers Kommunes folk på stedet skrider jorden frem med en til to meter i timen.
Flere bygninger og siloer er jævnet med jorden, og i øjeblikket pågår arbejdet med at vælte Nordic Wastes administrationsbygning - før den gigantiske bunke af jord gør det.
Samtidig er man gået i gang med at forhindre, at jorden ender i Alling Å, der løber langs Nordic Waste og Gammel Århusvej.
- For at sikre Alling Å har vi valgt at sætte gang i en rørlægning af åen for at beskytte den bedst muligt. Det er ikke ideelt men det muliges kunst, udtalte Jens Heslop, der er direktør i Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune, i en pressemeddelelse lørdag.
Regn skyld i jordskred
Nordic Waste modtager og behandler både ren og forurenet jord og tilbyder også såkaldt biologisk rensning og rensning gennem vask.
Det, der flytter på sig, er jord og ler i virksomhedens lergrav. Den store bunke af jord ”glider” på den underliggende ler. Det skyldes den store mængde nedbør, der er kommet de seneste måneder.
Den såkaldte "rørlægning" sker ved at banke metaldragere i jorden. Efterfølgende sættes der metalplader fast på sider og top, så jorden kan bevæge sig hen over åen.
Rørlægningen er sat i værk, i tilfælde af at den dæmning, virksomheden forsøger at etablere inde på grunden hos Nordic Waste, ikke kan holde jorden tilbage.
Dæmningen laves med hvid microfiller, som er et restprodukt fra produktion af cement fra Aalborg Portland.
- Man laver ti meter høje og 30-40 meter brede dæmninger med det. Det er meget, meget tungt og flytter sig ikke så let, siger Jens Heslop til TV2 Østjylland.
Brugen af microfiller vækker imidlertid bekymring hos det socialdemokratiske byrådsmedlem Anker Boje.
- Efter det seneste jordskred er vi simpelthen nødt til at få svar på, hvad det hvide pulver, som ligger på grunden, er. Idet der er stor risiko for at disse jordvolde kan ende i Alling Å, er vi nødt til at få styr på, hvad det kan få af konsekvenser for åens miljø, skriver han i en mail til kommunen og byrådet.
Jens Heslop mener dog ikke, der er grund til bekymring.
- Det støver, så når man arbejder med det, skal man have briller og åndedrætsværn på. Det er ikke fordi, at det i sig selv er en miljøfare, siger han.
Jens Heslop understreger dog, at man arbejder med nødløsninger på nuværende tidspunkt.
- Vi er ude i noget nu med at håndtere et jordskred, som jeg ikke tror, der er mange eksperter i Danmark, der ved, hvordan man gør. Men selve stoffet er vi ikke bekymrede for. Det skal håndteres i forhold til støv, men det er ikke giftigt, siger han.
Ledelsen på Nordic Waste har tidligere afvist, at der er fare for forurening fra selve jordskredet.
- Vi har ikke jord på grunden, der er klassificeret som farligt affald. Hos Nordic Waste har vi løbende taget alle forholdsregler, og jorden fra lergraven er ikke i risiko for at falde ned i den nærliggende å. I samarbejde med geotekniske eksperter fra A1 Consult og Geo har vi handlingsplaner i kraft for at stoppe jordskredet og inddæmme lergraven, skriver virksomheden.