Lokale producenter jubler over gastronomi-kåring
Kåringen som Europæisk Region for Gastronomi giver muligheder for de lokale producenter
Der er stor glæde blandt de østjyske producenter af lokale fødevarer, efter Region Midtjylland onsdag blev udnævnt til Europæisk Region for Gastronomi 2017.
- Det er da super spændende. Det vil sandsynligvis også give noget for os. Det vil helt sikkert også give øget efterspørgsel, siger plantageejer Arne Magne Tyssøe på Mariendal Mosteri ved Grenaa.
Hos butikken Landmad i Grenaa, der er et samlingssted for mindre fødevareproducenter i lokalområdet, er der også glæde, for her er der nemlig allerede planer om at udvide markedet uden for Danmarks grænser.
Prins Henrik er protektor for gastronomi
Udover den fysiske butik eksisterer Landmad også på nettet, og inden længe lancerer de også en international online platform, der skal fremme eksport af de lokale varer.
- Vi er simpelthen blevet spurgt, om vi ikke har lyst til at være en Landmad-afdeling, der kan hjælpe de producenter, som har lyst til, og som måske har en niche til at prøve for eksempel det kinesiske marked af, siger Louise Dolmer, der er ejer af Landmad i Grenaa.
Derfor kommer kåringen som Europæisk Region for Gastronomi meget belejligt.
- For mig at se så betyder den her kåring jo, at mange kigger på os, det må jo løfte rigtig mange producenter ud over rampen, tænker jeg, fordi vi får det her fokus på Midtjylland, siger Louise Dolmer.
Se mere om de lokale producenter i TV-indslaget øverst på siden.