Borgere protesterer mod nyt byggeri: - Det er for højt og passer ikke ind

Flere end 100 borgere har sat deres underskrift på en protest mod planerne om et nybyggeri ved havnen i Hou. Politikerne i byrådet er splittede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det er dette byggeri, der har startet en debat i Odder Kommune. Foto: Gandrup Krabbe Vang Arkitekter

Der er opstået uenighed om et planlagt nybyggeri ved havnen i Hou.

Beboere ved havnen synes, at byggeriet bliver for højt, og derfor har flere end 100 borgere skrevet under på en protest mod det nye byggeri.

Peder Boudigaard Nielsen har han samlet over 100 underskrifter ind.

Underskrifterne er herefter blevet sendt til Odder Kommune.

- Byggeriet er højere end Brugsen, som vi allerede dengang synes var for højt med dets 12,5 meter. Odder Kommune satte som betingelse, at byggeriet skal harmonere med det omgivende miljø, og det synes jeg ikke, det gør, siger Peder Boudigaard Nielsen, der bor i Hou og har samlet underskrifterne ind, til TV2 ØSTJYLLAND.

Én etage skiller vandene

Det omdiskuterede byggeri består af fire etager, og i den lokalplan, der er nu, er det kun muligt at bygge i tre etager.

Derfor diskuterer politikerne, om lokalplanen skal laves om, så man kan gøre byggeriet muligt.

Men de er uenige.

- Jeg synes, det er en pæn bygning, man har skitseret. Det er én etage, der skiller vandene, og jeg synes, man fokuserer alt for meget på højden. Jeg synes, vi skal vise modet til at godkende byggeriet, når nu alternativet måske er, at der ikke kommer til at ske noget hernede, siger Ole Lyngby Pedersen (V), der er byrådsmedlem i Odder Kommune og har stemt for at ændre lokalplanen.

Det er dog ikke alle, der deler den holdning.

Byrådsmedlem John Rosenhøj (O) mener, at politikerne bør lytte til borgerne, der siger nej til byggeriet.

- Der står en bygherre, som fuldstændig negligerer og nærmest latterliggør 127 seriøse indsigelser. De har fået grunden så latterligt billigt til 855.000 kroner. Så kan den etage ikke skille det ad. Det er bare et pressionsmiddel fra et firma, der i for vejen har lavet pression på andre steder i Hou. Så det bøjer jeg mig ikke for, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Ole Lyngby Pedersen er enig i, at man skal lytte til borgerne, men han pointerer også, at byudvikling vil gavne Hou.

- Jeg synes, det er en skændsel, som det ser ud lige nu. Derfor mener jeg også, at det vil gavne selve skolen og daginstitutioner, hvis vi får befolkningstilvækst i Hou, siger han.

Håber på et bedre projekt

Peder Boudigaard Nielsen, som har indsamlet underskrifterne, er enig i, at der skal ske noget med området ved havnen.

Men han er villig til at vente på, at der kommer et bedre projekt.

- Jeg tror sagtens, at man kan lave et projekt, som hænger sammen, uden det behøver at være 14 meter, som det er påtænkt her. Det må gerne have et moderne udtryk, og det kan det sagtens, samtidig med at det passer ind i det gamle Hou, siger han.

Ole Lyngby Pedersen er dog ikke helt så optimistisk, når det kommer til muligheden for at finde et andet projekt til området.

- Det er muligt, at der kan komme et andet projekt, men hvis vi siger nej til at lokalplanlægge, så starter vi på bar bund igen. Så er der ikke noget skitseret projekt til et treetagers hus på nuværende tidspunkt, siger han.

Byrådet skal tage stilling til, om man skal lokalplanlægge, på et møde den 9. marts.

Og hvis der er flertal for at ændre lokalplanen, så kommer det i høring endnu en gang.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her