Tourens nummer et slog sine folder i Odder
Jonas Vingegaards har tidligere kørt i Odder sammen med andre store stjerner.
Cykelfeberen raser i Europa, Frankrig, Danmark - og i Østjylland.
Mange danskere er kommet på fornavn med Jonas Vingegaard, men de færreste er nok klar over, at han har kørt i Odder Cykel Klub, lige inden han blev professionel.
Her skiftede han til i 2015 som 17-årig og kørte et års tid.
- Vi glæder os selvfølgelig over, at det går Jonas godt. Det er sjovt at have fulgt ham, lyder det fra Odder Cykel Klubs formand, Torben Kristensen.
Han fortæller, at Jonas Vingegaard lidt usædvanligt startede i C-klassen.
- Den gode historie om Jonas er jo også, at han var ikke den bedste på det tidspunkt. Da han skulle køre U23, startede han på laveste niveau i C-klassen og kørte sig så op i A-klassen, siger Torben Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det bekræfter Christian Moberg, der var træner i Odder og i dag er sportsdirektør og TV 2's cykelekspert.
- Han har aldrig været en af dem, der vandt ti løb om året. Han har ikke fået noget foræret. Han har arbejdet sig hele vejen op, har Moberg tidligere fortalt til TV 2 SPORT.
Bør markedsføres bedre
Vingegaards sidste løb i Odder-trøjen, inden han skiftede til coloQuick, var i Hammel, som jo har fostret en anden østjysk cykelstjerne, nemlig Chris Anker Sørensen.
- Vi kunne nok godt markedsføre os noget mere. Det er nok vores ry som en udviklingsklub, der gjorde, at de kiggede den vej, siger formanden om sin klub, hvor også Christoffer Juul-Jensen og Kasper Asgreen har kørt.
- Vi driver en klub hvor der er plads til udvikling. Og vi er måske ikke altid ude i cykelverdnen, men prøver at udvikle vores egne og så finde nogen, der kan fungere godt med vores drenge. De får lov til at udvikle sig, uden de bliver for pressede. Det er nok mere en udvikling af lysten, siger Torben Kristensen.
Vingegaard kørte sit første løb for Jumbo-Visma i 2019.