67-årig østjydes trusler og chikane mod Inger Støjberg koster fængsel

67-årig mand fra Djursland siger, han blev provokeret af Inger Støjbergs fejring af udlændingestramninger. Han er nu blevet idømt tre måneders fængsel for trusler og chikane mod den tidligere minister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En 67-årig østjysk mand erkender at have fremsat trusler og chikaneret Inger Støjberg. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

En 67-årig mand fra Djursland er ved Retten i Randers idømt tre måneders ubetinget fængsel for truende og chikanerende beskeder til tidligere integrationsminister Inger Støjberg.

Manden, der arbejdede som underviser på en sprogskole under en del af gerningsperioden, har erkendt sig skyldig.

Han skrev mindst 11 breve og 84 beskeder via beskedtjenesten Messenger med et chikanerende og truende indhold.

- Jeg er rigtig ked af det og har også sendt den pågældende politiker en undskyldning, siger den 67-årige mand, der bærer briller og er iført en kortærmet skjorte.

Hejsa, du er den mest forbandede lede mær, der findes i Folketinget.
Tiltalt 67-årig østjyde i sag om chikane og trusler mod Inger Støjberg.

Han er tiltalt for fra 2016 til 2020 gennem mindst 11 breve og 84 beskeder på beskedtjenesten Messenger at have chikaneret og truet politikeren.

Eksempelvis skrev han:

- Hejsa, du er den mest forbandede lede mær, der findes i Folketinget. Så fik du lige lejlighed til igen at svine en befolkningsgruppe til. Men pas på lille Støjsender. 021020. Den dag må du hellere give dine vagter ekstra løn.

- Du er det største svin. Du er den største racist i DK – du er nazist. Du er den ledeste kælling. Du går direkte mod en langsom og meget smertefuld død.

Havde kontakt med syriske flygtninge

På retsmødet lægger han kortene på bordet og siger, at han følte sig provokeret af Inger Støjbergs fejring af stramninger af udlændingeloven.

Eksempelvis lagde hun i 2017 et billede på Facebook, hvor hun fejrede en stramning af udlændingeloven med kage.

- Det er voldsomt svært for mig at se på, at man gør livet vanskeligere for andre – og fejrer det med en stor kage og et smil på læben - når jeg samtidig hele tiden konfronteres med borgere, der har det rigtig svært, siger den tiltalte.

Jeg er forfærdelig flov over det ordvalg, jeg har brugt. Der er ikke noget, der ligger mig mere fjernt, end vold.
Tiltalt 67-årig østjyde i sag om chikane og trusler mod Inger Støjberg.

Han forklarer, at han blandt andet havde kontakt til en gruppe syriske flygtninge i Danmark. De fortalte ifølge manden, at de ikke havde råd til at købe medicin grundet den lave integrationsydelse.

Trusler opstod i madklub

Flere af beskederne til Inger Støjberg blev forfattet i forening med flere af mandens venner, fortæller han.

Beskederne blev skrevet, når de mødtes i en madklub.

- Der gik lidt sport i at skrive beskederne, uden at vi tænkte nærmere over konsekvenserne, fortæller han.

- Når man får nogle øl, gejler man jo hinanden op. Men beskederne blev skrevet i mit hus, og det er mig, der har hovedansvaret, siger manden.

Han siger, at sagen piner ham voldsomt.

- Jeg er forfærdelig flov over det ordvalg, jeg har brugt. Der er ikke noget, der ligger mig mere fjernt, end vold, siger han.

Inger Støjberg er indkaldt til at afgive vidneforklaring i sagen. Det ventes at ske senere på formiddagen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her