Anklagere går efter at få flere udvisningssager for retten
Der skal udpeges særlige specialister i anklagemyndigheden, som skal sikre, at flere kan dømmes til udvisning.
Flere kriminelle udlændinge skal forsøges udvist af landet, end det er tilfældet i dag. Det er formålet med et nyt sæt initiativer fra Rigsadvokaten, som nu sættes i værk.
Blandt andet skal der i alle politikredse, hos statsadvokaterne og hos Rigsadvokaterne udpeges anklagere, som har særlig ekspertise og særlige beføjelser i udvisningssagerne.
Det skal blandt andet være med til at sikre, at anklagemyndigheden ikke forsømmer at nedlægge påstand om udvisning eller at anke en byretsdom, hvor der sker frifindelse for en udvisningspåstand.
Læs også:
Behov for den her pakke
- Der er behov for den her pakke, fordi der de seneste år har været eksempler på sager, hvor byrettens afgørelse af udvisningsspørgsmål burde have været prøvet i landsretten. Men hvor det ikke er sket, siger justitsminister Nick Hækkerup (S).
Anklagemyndighedens udvisningspakke kommer, efter at man i efteråret i fire politikredse gennemførte en forsøgsordning med fokus på byretssager, hvor der var sket frifindelse for en påstand om udvisning.
I cirka tre ud af fire sager vurderede anklagemyndigheden i den politikreds, som havde ført sagen for byretten, at dommen var rigtig. Og man anbefalede derfor ikke at anke.
Forsøgsordningen gik ud på at få flere øjne ind over den vurdering ved at forelægge sagen for statsadvokaten. Og det førte i flere tilfælde til en anden vurdering.
- Resultatet af forelæggelsesordningen viser, at vi kan forbedre os. Udvisningsområdet er en vigtig del af arbejdet med straffesagerne, og vi skal sikre, at domstolene får mulighed for at tage stilling til spørgsmålet i alle relevante sager, siger rigsadvokat Jan Reckendorff i en pressemeddelelse.
Hvor man i første omgang havde vurderet, at kun 15 ud af 57 sager skulle ankes, nåede man på grund af forelæggelsesordningen op på, at 25 sager skulle ankes.
Ud over vurderingen af ankesager skal de særligt udpegede udvisningsspecialister i anklagemyndigheden også ind over afgørelsen i udlændingesager, hvor anklagemyndigheden i den enkelte politikreds overvejer ikke at forlange udvisning.
Afviser risiko for uretfærdige sager
- Regeringens holdning er klar: Kriminelle udlændinge har ikke noget at gøre her i landet. Og hvis der er grundlag for at udvise, skal den mulighed prøves ved domstolene hver eneste gang. Og hvis der er mulighed for at anke byrettens afgørelse om ikke at udvise, så skal det ske, siger Nick Hækkerup.
Han afviser, at der er risiko for, at det tunge fokus på at sikre udvisning kan skabe tilfælde af uretfærdige sager ved domstolene:
- Det er under alle omstændighederne domstolene, der skal træffe afgørelse om betingelserne er opfyldt, siger han.
- Det her er bare, at anklagemyndighederne skal være helt opmærksomme på det, og at spørgsmålet om udvisning bliver prøvet.
/ritzau/