Familievejleder inden skoleåbning: Forældre skal tage det roligt

Der er ingen grund til at forberede børnene for meget på, at de skal tilbage i skole, siger familievejleder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I dag begynder skolegangen igen for elever i 0. til 4. klasse. Foto: Ida Marie Odgaard - Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Mandag vender de yngste børn tilbage i skole, når skolernes 0.-4.-klasser åbner igen for første gang siden december, hvor spredningen af covid-19 fik regeringen til at lukke dem.

Og ifølge familievejleder og socialpædagog Lola Jensen skal forældrene ikke frygte, at det bliver et stort problem for børnene at omstille sig igen.

De skal heller ikke forberede børnene meget mere, end de ville gøre normalt, inden børnene skal i skole, fortæller hun.

- Man skal forberede sig selv mere end man skal forberede børnene. De kan rigtig meget af sig selv, hvis forældrene tager det fra oven og ned. Børnene smittes af det, vi byder dem.

Det er bedst for børnene, at forældrene har en rolig tilgang til skolestarten ifølge Lola Jensen.

- Selvfølgelig er der forskel på børn, men hvis du i det store og hele tænker, at det her er bare som en lang sommerferie, så afleverer du børnene, og så føler de også bare, det er sådan, siger hun.

Fire gode råd fra Psykiatrifonden

Hos organisationen Psykiatrifonden følger man også børnenes velbefindende tæt. Fonden børne- og ungepsykolog Signe Marie Bjerregaard kommer med fire gode råd til forældre, der har børn, som skal starte i skole:

  • Sænk kravene den første tid
  • Spilleregler og venskaber skal genopfriskes
  • Hverdag bliver hurtigt 'hverdag' igen
  • Nogle børn har (særligt) svært ved at komme tilbage til hverdagen

Du kan læse mere om rådene på Psykiatrifondens hjemmeside.

Bedst hvis forældrene har en rolig tilgang

Det er vigtigt, at forældrene ikke kører situationen op. For børnene bliver det naturligt at komme tilbage, og selv hvis der er problemer, er det bedst for børnene, at forældrene har en rolig tilgang til det ifølge Lola Jensen.

- Man skal forberede sig på, at de kommer hjem fra skole, og så er der ikke sket den store forskel. Der kommer til at gå noget tid, før de finder hinanden igen i skolen.

- Forældrene skal tage tingene, som de byder sig. Mandag vil nogle børn sige, de ikke vil i skole igen, og så er det måden du agerer på, der betyder noget. Du skal fortælle dem, at skolen kan give dem noget, siger Lola Jensen.

Faglige forskelle vil være naturlige

Hun mener, at mange forældre fejlagtigt taler med børnene om det, der kan være svært, i stedet for at tale med barnet om, hvad der kan lade sig gøre. Man skal hjælpe med mulighederne, ikke umulighederne, lyder det.

Hun anerkender dog, at nogen børn vil have rykket sig meget fagligt, mens andre har haft sværere ved hjemmeundervisningen. Og nogen vil have set en masse venner i hele periode, mens andre har været alene.

Men det er helt naturligt, og derfor vil der også gå noget tid, før alle børn finder sig til rette, siger familievejlederen.

Elever må komme i skole - men kun se dem fra klassen

De yngste skoleelever i 0. til 4. klasse kan fra mandag vende tilbage til den fysiske undervisning, har regeringen besluttet.

Imens skal de ældre klasse fortsat modtage virtuel undervisning.

Det bliver dog langtfra den skoledag, eleverne kender fra før, coronaepidemien begyndte. Det betyder, at der fortsat skal være fokus på god hygiejne og afstand til andre klasser.

Her er et overblik over udvalgte retningslinjer, som skoler, lærere og elever skal tage hensyn til:

  • Der må ikke gennemføres undervisning, hvor elever blandes på tværs af klasser, klassetrin med videre. Reglen gælder dog ikke for specialklasser.
  • I det hele taget bør kontakt på tværs af klasser minimeres. Pauser, frikvarterer og afhentning bør derfor så vidt muligt foregå omkring samme gruppe.
  • Det betyder dog ikke, at flere klasser ikke godt kan holde frikvarter i gården på samme tid - så længe skolen sørger for, at elevernes aktiviteter foregår inden for samme klasse.
  • Eleverne bør så vidt, det er muligt, holde to meters afstand til elever fra andre klasser. Anbefalingen om to meters afstand gælder ikke inden for samme skoleklasse eller gruppe i SFO.
  • Lærere og pædagogisk personale bør holde mindst to meters afstand til eleverne. Det gælder
  • Aflevering og afhentning af elever bør i videst muligt omfang foregå udenfor, så forældrene ikke kommer indenfor på skolen.
  • Lærere og pædagogisk personale bør holde mindst to meters afstand til eleverne. Det gælder dog ikke, hvis et barn skal trøstes, eller hvis en lærer skal hjælpe en elev med en opgave.
  • Eleverne skal i videst muligt omfang ikke undervises af flere forskellige lærere eller pædagoger, end det er nødvendigt.
  • Lærerne og pædagogerne bør have ekstra opmærksom på god håndhygiejne, når de skifter klasse.
  • Eleverne bør også have ekstra fokus på at vaske hænder, eksempelvis når de ankommer til skolen.
  • Eleverne skal spise klassevist - og ikke på fællesarealer. Og sang og råb bør undgås.
  • Møder lærere imellem bør afholdes virtuelt.
  • Sociale arrangementer såsom klassefester og fælles morgenmad bør aflyses.

Kilder: Børne- og Undervisningsministeriet.

/ritzau/

Mens de ældste elever må vente, vender de yngste elever altså tilbage mandag.

Reglerne for nødundervisning fortsætter i den kommende periode, og det betyder blandt andet, at klasserne kan gøres mindre, og undervisningstimerne er fleksible.

/ritzau/

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her