Halvdelen af elever der ryger trodser røgfri skoletid

Loven om røgfri skoletid er ny, og derfor mener seniorforsker, at der kan gå tid, før man ser en reel effekt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Mange unge ryger i skoletiden, selvom det er forbudt. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Selvom der på danske grundskoler og ungdomsuddannelser er indført en lov om, at eleverne ikke må ryge i skoletiden, er det omkring halvdelen af de elever, der ryger, der fortsat ryger, mens de er i skole.

Det viser en undersøgelse lavet af Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Lungeforeningen.

10.622 unge i alderen 15-29 år har besvaret undersøgelsen, der er en spørgeskemaundersøgelse. Svarprocenten er 28,3, og undersøgelsen er foretaget i efteråret sidste år.

Blandt de elever i grundskolen, der ryger, svarer 50,8 procent, at de stadig ryger i skoletiden på trods af loven om røgfri skoletid.

For gymnasieelever er tallet 48,9 procent.

Større effekt med tiden

Loven blev indført for grundskoler 1. januar 2021 og 31. juli 2021 på ungdomsuddannelserne. Eleverne må hverken ryge på eller uden for skolens område i skoletiden.

- Formålet med lovgivningen var jo, at eleverne ikke røg i de timer, hvor de var i skole, uanset hvor de var henne, siger Lotus Sofie Bast, der er seniorforsker i tobaksforebyggelse ved Statens Institut for Folkesundhed.

Hun forklarer dog, at loven er ganske ny, og at der kan gå noget tid, før den har en reel effekt.

- Men vi ved i forvejen, at der har været et arbejde med røgfri skoletid i gang på grundskolerne i flere år. På ungdomsuddannelserne har der ikke været et lige så stort fokus, siger hun.

Hun tror, at man med tiden vil kunne se en større effekt af loven.

- Men ikke desto mindre er det sådan, at loven er trådt i kraft, så man bør jo gøre noget for at overholde de her regler, siger hun.

Det er op til skolerne selv at vurdere, hvilke konsekvenser der skal være, hvis skolens rygepolitik overskrides.

Færre cigaretter, mere nikotin

I undersøgelsen er der også blevet spurgt til de unges generelle nikotinvaner.

19,3 procent af de unge svarer, at de ryger cigaretter, mens 37,3 procent angiver, at de aldrig har prøvet at ryge.

I 2020 var det 20,1 procent i aldersgruppen, der røg cigaretter.

Mens andelen af unge, der ryger cigaretter er faldet, er andelen der bruger røgfri nikotinprodukter steget.

11,4 procent angiver, at de bruger røgfri nikotinprodukter. Det vil sige snus tyggetobak eller nikotinposer.

I 2020 var det 9,1 procent.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her