Inger Støjberg får 60 dages fængsel

Et flertal af Rigsrettens dommere har afgjort, at Støjberg idømmes 60 dages ubetinget fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Rigsretten har mandag afgjort sagen mod Inger Støjberg, der er den sjette rigsretssag i historien. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Rigsretten idømmer tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg 60 dages fængsel i sagen om adskillelse af asylpar. Hun handlede forsætligt - altså bevidst.

Afgørelsen er netop blevet læst op af Rigsrettens formand, Thomas Rørdam, i Eigtveds Pakhus i København, hvor sagens flere end 30 retsmøder er blevet afholdt.

- Det er flertallets afgørelse, at instruksen var ulovlig. Den ulovlige sagsbehandling var følge af Støjbergs beslutning om straks at indføre ny praksis, siger rigsretsformanden.

Da Thomas Rørdam læste op, at Støjberg kendes skyldig, åbnede hun munden i chok.

Skal afsone straffen 

Straffen er ubetinget. Det betyder, at den skal afsones, men det er dog en mulighed, at man kan afsone en kortere fængselsdom med fodlænke.

Rigsrettens referat af dommen over Støjberg

Inger Støjberg er fundet skyldig i forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1. Straffen er fastsat til ubetinget fængsel i 60 dage.

Fhv. minister Inger Støjberg var ved Rigsretten tiltalt for overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, ved at være ansvarlig for, at Udlændingestyrelsen i perioden fra den 10. februar 2016 og indtil senest den 12. december 2016 iværksatte og fastholdt en indkvarteringsadministration, hvorefter der i et antal sager blev adskilt ægtefæller og samlevende par indkvarteret i asylsystemet, hvor mindst den ene part var under 18 år, i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og under tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Flertallet af dommerne i Rigsretten (25 ud af 26 dommere) fandt, at det var bevist, at Inger Støjberg den 10. februar 2016 besluttede, at der skulle gælde en indkvarteringsordning uden mulighed for undtagelser, således at alle asylsøgende ægtefæller og samlevende par, hvor den ene var en mindreårig på 15-17 år, skulle adskilles og indkvarteres separat på hver sit asylcenter.

Beslutningen indebar, at Udlændingestyrelsen i perioden fra den 10. februar til den 18. marts 2016 iværksatte og fastholdt en indkvarteringsadministration, som var i strid med EMRK artikel 8 og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Herved havde Inger Støjberg i objektiv henseende handlet i strid med ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1.

Flertallet fandt endvidere, at overtrædelsen kunne tilregnes Inger Støjberg som forsætlig.

Der fandtes ikke grundlag for at pålægge Inger Støjberg strafansvar for Udlændingestyrelsens eventuelt lov- og konventionsstridige indkvarteringsadministration i perioden efter den 18. marts 2016.

En dommer stemte for at frifinde Inger Støjberg.

For så vidt angår straffastsættelsen fandt et flertal på 15 dommere, at Inger Støjberg skulle idømmes en ubetinget fængselsstraf. Af flertallets 15 dommere stemte 10 dommere for at fastsætte straffen til fængsel i 3 måneder, og fem dommere stemte for fængsel i 60 dage.

Blandt de resterende 11 dommere stemte 9 dommere for at fastsætte straffen til betinget fængsel i 60 dage, en dommer stemte for bødestraf, og en dommer stemte for strafbortfald.

Resultatet af stemmeafgivningen blev, at straffen blev fastsat til ubetinget fængsel i 60 dage, jf. rigsretslovens § 67 sammenholdt med retsplejelovens § 216, stk. 2.


Kilde: Rigsretten.

Én enkelt dommer ville frifinde Støjberg, mens resten ville dømme hende.

Det var et flertal i Folketinget, der i februar besluttede at sende Støjberg for den blot sjette rigsretssag i historien. To anklagere, Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, har ført sagen på vegne af Folketinget.

Asylpar blev skilt ad  

I sagen var Inger Støjberg dømt for at være ansvarlig for, at der i 2016 blev iværksat og fastholdt en ordning, hvor asylpar, hvoraf mindst den ene var mindreårig, blev adskilt. I strid med loven.

Centralt er, at Inger Støjberg den 10. februar 2016 i en pressemeddelelse meddelte et stop for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever.

Pressemeddelelsen nævnte ikke, at der kunne være undtagelser, hvor par ikke skulle adskilles - trods krav om individuel partshøring.

Dommen kan ikke ankes  

Støjberg har nægtet sig skyldig og i Rigsretten forklaret, at hun ikke ønskede at "flage" undtagelserne. Hun har henvist til, at hun dagen før godkendte et notat, der tilsiger, at der i særlige tilfælde var undtagelser.

Men anklagerne købte ikke hendes forklaring. De affejede notatet og lagde også vægt på, at Støjberg ikke har henvist til det, før det kom op, da Instrukskommissionen undersøgte forløbet flere år senere.

Inger Støjberg er kendt skyldig i at have fastholdt den ulovlige instruks om at adskille samtlige asylpar – uden de altså fik den individuelle vurdering af dem som par, som de havde krav på – fra 10. februar 2016 til 18. marts.

Det er altså i en god måneds tid.

Anklagemyndigheden havde påstået, at det var fra 10. marts til senest 12. december, men i størstedelen af den periode har retten altså ikke fundet det bevist.

Anklagerne gik efter at få Inger Støjberg idømt fire måneders fængsel.

Dommen kan ikke ankes.

Udvalg skal vurdere valgbarhed

Udvalget til Valgs Prøvelse i Folketinget skal vurdere, om Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget.

Siden skal Folketinget på baggrund af en indstilling fra udvalget stemme om sagen.

Udvalgsmedlem Sikandar Siddique fra Frie Grønne har anmodet om, at udvalget skal tage sagen op, straks efter at Rigsretten mandag har afsagt dom.

- Vi har officielt anmodet om at få vurderet hendes valgbarhed, siger Siddique.

Udvalgets formand Lennart Damsbo-Andersen (S) bekræfter, at han har modtaget anmodningen, og at udvalget derfor nu skal se på, hvornår medlemmerne kan mødes.

Næste udvalgsmøde er ikke fastlagt endnu.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her