Kunststøtteordning redder dansk kulturliv: - Det har vi ventet på

Et flertal i Folketinget er blevet enige om en kunststøtteordning på 100 millioner kroner til kunstnere. Danske kunstnere byder hjælpepakken velkommen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Kristian Fogh og mange andre kunstnere vil de kommende måneder være afhængig af støtte fra staten.

Hele Danmark bliver påvirket af den nuværende corona-krise - og de danske kunstnere er ingen undtagelse.

Der skal jo også være et kulturliv, når vi kommer ud på den anden side af det her.
Kristian Fogh, musiker

Derfor er et flertal i Folketinget blevet enige om en kunststøtteordning på 100 millioner kroner til kunstnere med både A- og B-indkomst. Man vil med ordningen forsøge at hjælpe dem, der ikke er hjulpet af nogle af de hidtidige hjælpepakker.

- Musikere er meget omstillingsparate. Men det der med, at der ikke rigtigt er en bagkant på det her, gør det virkelig svært, siger Kristian Fogh, der blandt andet er ramt af en aflyst Lars Lilholt turné, til TV2 ØSTJYLLAND.

Han og mange andre kunstnere vil de kommende måneder være afhængig af støtte fra staten.

- Vi er ikke det første, der skal støttes. Vi skal også holde vejret. Men der skal jo også være et kulturliv, når vi kommer ud på den anden side af det her, siger han.

- Mit levebrød forsvinder

Den midlertidige kunststøtteordning retter sig mod kunstnere med A- og B-indkomst samt skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed på mellem 100.000 og 800.000 kroner årligt.

Det vil sige, at kunstnere, som stadig har en anden indkomst, også vil kunne få støtte.

- Jeg behøver ikke at flytte fra hus og hjem, men det er klart, at hvis man bliver ved med at udskyde projekter, så kommer jeg til at mangle en del løn, siger skuespiller Anders Brink Madsen.

VIDEO: Hør nogle af de østjyske kunstneres reaktion på den nye hjælpepakke.

Han forventer at få brug for støtte, efter teaterforestillinger er blevet aflyst, og der er usikkerhed om filmoptagelser.

- Det er jo mit levebrød, der ligesom forsvinder på den måde, siger han.

Katastrofalt for dansk kulturliv

Ifølge formanden for Dansk Musiker Forbund i Aarhus, Lars Kiehn Nielsen, ville det have haft store konsekvenser for de danske kunstnere, hvis ikke de fik hjælp af staten.

- Hvis man ikke hjælper kunstnerne, så vil de flygte fra området. Det er der ikke nogen, der ville være tjent med. Det ville være en katastrofe for Danmark, hvis kunstnerne begyndte at gå ud i erhverv, der er mere sikre.

Det ville være en katastrofe for Danmark, hvis kunstnerne begyndte at gå ud i erhverv, der er mere sikre.
Lars Kiehn Nielsen, formand for Dansk Musiker Forbund i Aarhus.

Også formanden for Dansk Kunstnerråd, Jørgen Thorup, ser støtteordningen som nødvendighed for dansk kulturliv.

- Vi har længe haft vores blik rettet mod de kunstnere, som har en kombinationsøkonomi, da de ikke har været dækket af andre pakker. Det er super positivt, at regeringen med en række støttepartier anerkender gruppen ved at afsætte midler til dækning af tab, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han påpeger dog også, at det kan blive nødvendigt at kigge på størrelsen af hjælpepakken i fremtiden.

- Beløbets størrelse vil vi løbende kigge på. Skulle der vise sig et behov for et langt større beløb, må vi i direkte forhandlinger. Det vil ske gennem de respektive kunstnerfagforbund og Dansk Kunstnerråd vil naturligvis gøre vores for at samle organisationerne til fælles input.

Havde ventet på det

En anden, som regner med at få glæde af den nye støtteordning, er Johannes Smed, som er komponist, musiker og underviser.

- Det har jeg ventet lidt på. Jeg havde en fornemmelse af, at det nok ville komme på et tidspunkt. Det er dejligt, at det er kommet, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Kunstnerne, der ventes at tabe mindst 30 procent af sin indkomst som følge af coronakrisen, kan få dækket 75 procent af det forventede tab. Dog maksimalt 23.000 per måned.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her