Smukfest-aflysning koster by millioner: Idrætsforening er hårdt ramt
Aflysningen af Smukfest har ikke kun konsekvenser for festivalen og dens gæster. Det gør også ondt på erhvervs- og foreningslivet i Skanderborg.
- Der bliver ingen musikfestivaler i Danmark denne sommer.
Sådan lød meldingen fra Statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde mandag aften.
Det har haft den uundgåelige konsekvens, at festivalen Smukfest har været nødsaget til at aflyse. En beslutning som både festivalen, og de, der havde købt billet, begræder.
Men den store folkefest i Bøgeskoven ved Skanderborg plejer også at være en kilde til en stor del af de lokale erhvervsdrivende og foreningers indtægt.
Det kom som et chok
Skanderborg Håndbold må undvære hele 900.000 kroner som følge af aflysningen.
- Det var en voldsom opvågning, vi fik, efter Mette Frederiksens besked i går. Det er et stort slag for os, siger formanden for Skanderborg Håndbold, Jens Christensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Håndboldklubben har arbejdet sammen med festivalen i 35 år, hvor de har udført oprydnings- og rengøringsarbejde efter festen.
- De seneste år har vi også haft meget med egne forretninger, som jo kun har kunnet gennemføres i forbindelse med festivalen, siger formanden for håndboldklubben.
- Gør ondt på rigtig mange
Hele butikslivet i Skanderborg bliver ramt af aflysningen af Smukfest på den ene eller den anden måde.
SuperBrugsen i byen står til at miste en halv million i omsætning, men det er ikke det værste ved situationen ifølge butikschefen.
- Pengene er én ting. En anden ting er lige så meget de kunder og borgere i Skanderborg, der ikke får den oplevelse, de har fået de sidste 40 år – i hvert fald nogle af dem, siger butikschef i SuperBrugsen Skanderborg, Christian Müller, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er nok det, der er det sværeste ved den beslutning, der er blevet truffet.
Når det så er sagt, er han heller ikke i tvivl om, at aflysningen kommer til at have stor betydning for butikslivet i Skanderborg.
- Vi er i en krise lige nu her, som selvfølgelig rammer mange små og større forretningsdrivende i byen. Nu kommer aflysningen af Smukfest oveni. Jeg tror, det kommer til at gøre rigtig ondt på rigtig mange – desværre.
Skal finde besparelser
Hvis ikke håndboldklubben finder en måde, hvorpå de kan kompensere for de 900.000 kroner, de mister, bliver de nødt til at finde ud af, hvor de kan spare penge.
- Måske er det muligt at regulere på trænerlønningerne. Vi har ikke opfattelsen af, at de trænere, vi har, rent faktisk er her for at tjene penge, siger Jens Christensen.
- De er her, fordi de godt kan lide vores klub og den udvikling, de selv er med til at blive en del af. Vi tror meget på, at de har et grønt hjerte.
Beder om en hjælpende hånd
Jens Christensen håber ikke, at de bliver nødt til at lave svære besparelser.
- Vi håber selvfølgelig på, at der kunne være en mulighed for, at festivalen vil være med til at holde en hånd under os i forbindelse med de 900.000 kroner, vi kommer til at mangle. Ellers vil det jo helt klart kunne mærkes, siger han.