Pædagoger: Lærere skal hjælpe med at passe børn under nedlukning

Lærere skal ind over børnepasningen for at undgå store børnegrupper og smitte under nedlukning, siger Bupl.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Arkivfoto. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Når nedlukningen af skolerne træder i kraft igen, er der fortsat en række børn, der har behov for nødpasning på skolerne.

Og det giver anledning til bekymring hos pædagogernes fagforening, Bupl, hvis pædagogerne skal stå alene med de store børnegrupper.

Formand Elisa Rimpler uddyber, at pædagogerne kan blive sat under massivt pres, hvis der dukker mange børn op i nødpasningen.

- Der kan komme rigtig mange børn, og samtidig kan vi stå med rigtig mange syge kolleger. Det betyder, at vi kommer til at stå med rigtig store børnegrupper.

- Det er ikke godt for børnenes fællesskaber, men det er så sandelig heller ikke godt for arbejdsmiljøet, siger hun.

Vil løfte i flok

Bupl skriver i en kommentar til forslaget, at de store børnegrupper også øger risikoen for coronasmitte.

Derfor må lærerne hjælpe til, mener Elisa Rimpler.

- Det er vigtigt, at man husker at se alle skolens ansatte under ét. Det vil sige, at der både er nødundervisning og nødpasning, og det er en opgave, som man skal løfte sammen på skolen.

Har lærerne ikke andre ting at foretage sig som for eksempel at undervise?

- Det her gælder jo i få dage op til en juleferie, og der tænker vi, at det er vigtigt, at vi alle sammen løfter i flok, at vi står skulder ved skulder, og at vi får givet børnene den bedste skoledag, frem for at pædagogerne står med rigtig store børneflokke.

Eleverne i folkeskolerne bliver sendt hjem fra 15. december til og med 4. januar.

Det oplyste børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) onsdag, inden statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde oplyste om en række andre nye restriktioner, der træder i kraft i den kommende tid.

Rosenkrantz-Theil understregede, at der er mulighed for nødpasning for eksempelvis dem, hvis forældre er nødt til at tage på arbejde, eller dem, som har brug for at komme i skole af andre årsager.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her