PET advarer mod kinesiske kameraer - hænger i hundredvis i Østjylland
Alene i Aarhus hænger over 300 overvågningskameraer fra en kinesisk producent. Nu advarer PET mod firmaet og anden kinesisk overvågningsteknologi.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) er ikke tryg ved kinesisk overvågningsteknologi i Danmark.
Det fremgår af en sikkerhedsvurdering, PET i december har lavet for Rigspolitiet, som TV2 ØSTJYLLAND har fået aktindsigt i.
PET skriver i dokumentet til Rigspolitiet, at tjenesten er bekendt med 'konkrete sårbarheder' ved to specifikke kameraer fra producenten Hikvision. De svagheder er registreret i et amerikansk register.
Det vil SF's næstforperson i Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, Liv Gro Jensen, nu have undersøgt.
- PET er en valid kilde, så det må vi tage til efterretning, og det er absolut noget, vi skal have undersøgt til bunds, siger Liv Gro Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Den ligger hos forvaltningen i første omgang, og nu vil jeg spørge dem nysgerrigt ind til det. Vi skal have gennemanalyseret forholdene, så vi får at vide, hvilke kameraer der er, hvor de hænger, og om de kan udgøre en risiko. Og så skal vi have fundet ud af, hvordan vi håndterer det.
Ingen mistænkeligheder i Aarhus
Hikvision har vi her på TV2 ØSTJYLLAND tidligere fortalt om. Alene i Aarhus hang der knap 300 af dets overvågningskameraer på offentlige bygninger, da firmaet blev sat på den sorte liste af de amerikanske myndigheder.
I dag er der ifølge Simon Sørensen Winther, informationssikkerhedschef i Aarhus Kommune, omkring 328.
Han oplyser også, at kommunen ikke har haft mistanke om noget i forbindelse med kameraerne.
- Vi har ikke set nogen tegn på mærkelig trafik eller haft mistanke om noget. Men jeg kan ikke afvise, at det er noget, som vi skal have kigget på igen, hvis der kommer nye og konkrete oplysninger ud om alvorligheden af sikkerhedsrisikoen, siger informationssikkerhedschefen.
I 2021 bad Aarhus Kommune Center for Cybersikkerhed om en vurdering af risikoen, men det kom der ikke et klart svar ud af.
Daværende næstformand for Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, Steen Bording Andersen (S), var da heller ikke meget for at skifte overvågningskameraer ud.
- Vi skal bare lige have in mente, at skal vi skifte 800 kameraer ud - altså næsten halvdelen af vores kameraer - så koster det altså ret mange penge, sagde Steen Bording Andersen i august 2021 til TV2 ØSTJYLLAND.
I sin sikkerhedsvurdering skriver PET, at man også kender til yderligere sårbarheder i IP-kameraer fra Hikvision og et andet kinesisk firma, Dahua, der lige som Hikvision er delvist ejet af den kinesiske stat.
Både Hikvision og Dahuas overvågningskameraer forhandles flere steder i Danmark.
Skal være på interne systemer
I overvågningssystemer, der er forbundet til internettet, er der en risiko for, at andre kan se med. Med hensyn til kinesisk overvågningsteknologi begrunder PET især den vurdering med:
- (...) den kinesiske efterretningslov fra 2017 foreskriver, at kinesiske virksomheder, organisationer og individer, uanset hvor i verden de befinder sig, er forpligtet til at bistå og rapportere til de kinesiske efterretningstjenester, hvis myndighederne stiller krav herom, står der i vurderingen.
Lidt forsimplet: Hvis kinesiske firmaer eller personer ved noget om nogen - i eller udenfor Kina - har den kinesiske stat også ret til at vide det.
PET anbefaler derfor Rigspolitiet at være påpasselig med at bruge kinesisk overvågningsudstyr til internetforbundne systemer. Især når det gælder statens sikkerhed, forsvar og beredskab samt kritisk infrastruktur og offentligt befærdede områder.
Hvis man skal have opsat overvågning, anbefaler PET, at man udviser tilbageholdenhed med at købe og anvende kinesisk overvågningsudstyr, hvis ens systemer er forbundet til internettet.
For dét er netop det vigtige. Producenten af et overvågningskamera er nemlig dybest set ligemeget, hvis man bare bruger det hensynsfuldt.
Læs også:
Et kamera, der ikke er forbundet til internettet - på et såkaldt lukket system - udgør en 'minimal' risiko for, at uvedkommende kan se med, lyder vurderingen fra PET. Det forudsætter dog, at wi-fi og bluetooth deaktiveres på kameraerne lige meget hvad.
Ifølge informationssikkerhedschef Simon Sørensen Winther hænger alle overvågningskameraer i Aarhus Kommune som udgangspunkt på et internt netværk, hvor deres adgang til internettet begrænses.
Borgmester vil følge statens råd
Tirsdag eftermiddag har TV2 ØSTJYLLAND modtaget en skriftlig kommentar fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).
- Vi tager den generelle situation vedrørende cybersikkerhed meget alvorligt. I forhold til de omtalte kameraer har vi ikke konstateret tegn på sikkerhedsproblemer eller haft mistanke om noget.
- Vi følger de statslige myndigheders råd og vejledninger på området og vil naturligvis reagere, hvis der skulle komme nye og konkrete oplysninger ud om en eventuel sikkerhedsrisiko, lyder det fra borgmesteren.
Tidligere på dagen havde Venstre-byrådsmedlem Gert Bjerregaard kaldt på, at borgmesteren og om nødvendigt også regeringen går ind i sagen.
- Vi har som politikere og som borgere behov for at finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag. Vi kan ikke leve med den usikkerhed, og borgerne skal være trygge i vores by, siger Gert Bjerregaard til TV2 ØSTJYLLAND.
VIDEO: Se indslag om kinesiske overvågningskameraer i Aarhus fra august 2021 her