Politiet: - Hold afstand, også ved iskiosken
Det gode vejr lokker mange østjyder ud i det fri og mange søger mod de samme steder. Derfor minder politiet nu om, at man skal holde afstand - også ved iskioskerne.
Blå himmel, solskin og lørdag. Kombinationen af de tre elementer næsten kalder på en gåtur i naturen. Og det har rigtig mange østjyder også benyttet sig af denne lørdag.
Faktisk så mange, at det flere steder har ført til fyldte p-pladser og sammenstimling af folk foran eksempelvis ishuse.
Derfor gik Østjyllands Politi lørdag eftermiddag ud med en påmindelse til alle østjyder:
- Vi forstår godt, at I savner hinanden, og at det gode vejr indbyder til hygge. Men det er vigtigt i den nuværende situation, at I overholder retningslinjerne: Hold afstand til hinanden og ingen forsamlinger over 10 personer. Heller ikke udendørs og heller ikke ved ishusene, skriver politiet på Twitter.
Tæt omkring isboden
TV2 ØSTJYLLAND har lørdag set friske fotos fra både Moesgaard Strand og Mols Bjerge, hvor bilerne står tæt sammen på parkeringspladserne og folk samles omkring en iskiosk.
- Det har den seneste tid været en daglig begivenhed, når der har været godt vejr, at der samler sig en koncentration af mennesker ved isboderne, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Tholstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det får vi jævnligt henvendelser om, og så tager vi ud og regulerer det ved at fortælle folk, at de skal trække væk, hvis de har købt en is i det gode vejr.
Vi forstår godt, at I savner hinanden & at det gode vejr indbyder til hygge. Men det er vigtigt i den nuværende situation, at I overholder retningslinjerne: Hold afstand til hinanden & ingen forsamlinger over 10 personer. Heller ikke udendørs & heller ikke ved ishusene. #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) March 28, 2020
Fornuftige østjyder
Politiet patruljerer derfor jævnligt i de områder, hvor mange søger hen. Men lørdag har de ikke haft bødeblokken fremme i forbindelse med at folk er stimlet sammen flere end 10.
- Folk er meget fornuftige og lytter, når vi kommer med anvisninger om, at de skal holde afstand, siger Peter Tholstrup.
- Vi ser det ikke som et stort problem, men er samtidig hele tiden på opgaven.