Regeringen foreslår to ugers feriepenge udbetalt

Der tegner sig et bredt flertal for at udbetale to af fem ugers feriepenge, som borgerne har fået indefrosset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
- Jeg ser feriepengene som et stærkt værktøj i kassen. Vi vil i morgen drøfte med Folketingets partier, hvilke forskellige værktøjer vi kan bringe i anvendelse, sagde finansministeren efter dagens spørgetime. Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Regeringen foreslår, at borgerne skal have udbetalt to uger af deres indefrosne feriepenge for at stimulere økonomien under coronasituationen.

Det erfarer Børsen.

Sommerpakken skal give danskerne flere penge mellem hænderne. Selve udbetalingen kan dog først ske senere på året. Udformningen af sommerpakken forhandler partierne om, og de første møder finder sted torsdag.

Over de seneste uger har en lang række partier erklæret sig indstillet på at udbetale de indefrosne feriepenge. Tidligere torsdag sagde Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, til DR, at partiet var "helt åben" over for at diskutere det.

Onsdag kaldte finansminister Nicolai Wammen (S) en eventuel udbetaling af feriepenge for "et stærkt værktøj i kassen" og torsdag morgen sagde De Radikale til TV2, at de så med milde øjne på tanken.

Regeringens andre støttepartier er også positivt indstillet:

Det vil være en meget nem, enkel og hurtig måde at få penge ud til danskerne og få gang i forbruget på.
Karsten Hønge,  SF's politiske ordfører

- Det vil være en meget nem, enkel og hurtig måde at få penge ud til danskerne og få gang i forbruget på, siger SF's politiske ordfører, Karsten Hønge.

Også Enhedslisten mener, at det vil være en god måde at få penge ud i samfundet på.

- Det er en rigtigt god idé, og det har vi længe ment. Men det er fuldstændigt afgørende, at man så ikke modregner pengene i ting som kontanthjælp, boligsikring eller andre ydelser.

- Hvis tanken er, at vi skal ud og bruge flere penge til gavn for de små virksomheder og få gang i hjulene, så sker det jo ikke, hvis man modregner de udbetalte feriepenge, siger politiske ordfører for Enhedslisten Pernille Skipper.

FAKTA: Derfor er dine feriepenge indefrosne

Regeringen foreslår, at befolkningen skal have udbetalt to uger af sine indefrosne feriepenge for at stimulere økonomien under coronasituationen.

Læs mere om de indefrosne feriepenge her:

* Der er indført en ny ferielov, som gør, at man fremover optjener og afholder ferie i samme periode.

* Med indførelsen af den nye ferielov optjener du i princippet ti ugers betalt ferie i 2020.

* Derfor bliver fem af ugerne indefrosset og først udbetalt, når borgeren forlader arbejdsmarkedet - altså typisk går på pension.

* Feriepengene udgør cirka 12,5 procent af ens ferieberettigede løn i overgangsåret, der løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020.

* Indefrysningen skal derfor sikre, at du ikke kan holde dobbelt så meget ferie i løbet af 2020, eller at arbejdsgiverne skal udbetale omkring 85 milliarder kroner i feriepenge.

* Bundlinjen er, at du ikke mister noget ferie, selv om fem uger indefryses og først bliver udbetalt, når du går på pension.

* Den indefrosne ferie indsættes på en nyoprettet fond, Lønmodtagernes Feriemidler.

Fonden betaler senere pengene til dig – men først den dag, du har ret til at få folkepension.

Kilde: LD.

De indefrosne feriepenge er et resultat af den nye ferielov, der blev gennemført i 2019. Den vendte optjeningen af feriepenge om og dermed stod danskerne til at få et års feriepenge udbetalt.

For at sikre virksomhederne mod at skulle have to års feriepenge op af kassen samme år blev det aftalt, at det ene års feriepenge først skulle udbetales, når arbejdstager gik på pension. De blev altså "indefrosset".

Samlet drejer det sig om omkring 100 milliarder kroner før skat groft baseret på fem ugers ferie. To ugers feriepenge er dermed omkring 40 milliarder kroner.

Det politiske forslag om at udbetale dele af de indefrosne feriepenge betyder dermed, at staten skal udbetale pengene på virksomhedernes vegne og så få pengene af virksomhederne senere.

OVERGANG TIL NY FERIELOV

  • Inden den nye ferielov træder i kraft, er der et overgangsår, som løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020.
  • Feriepenge, du optjener i overgangsåret, bliver til en opsparing hos den nye fond, Lønmodtagernes Feriemidler.
  • Overgangsåret gælder alle lønmodtagere, og din opsparing er 12,5 procent af din ferieberettigede løn.
  • Det er din arbejdsgiver, der indberetter og indbetaler feriepengene til Lønmodtagernes Feriemidler
  • Du får opsparingen udbetalt ved folkepensionsalderen.

Kilde: Borger.dk

Staten kan dog låne meget billigt, og derfor ses det som en relativt billig måde at få penge ud i økonomien på.

- Man kunne godt sige, at virksomhederne skulle udbetale dem. Men så ville vi trække penge ud af virksomhederne, som de har brug for til at udvikle sig og klare sig i denne her tid, siger SF's Karsten Hønge.

- Og virksomhederne kommer til at betale pengene på et tidspunkt. Så alle parter vinder ved det.

Pengene er blevet sat i en fond, som er opstået, fordi den nye ferielov træder i kraft i år. Derfor er fem ferieugers midler blevet overført til fonden.

Der tegner sig et bredt flertal i Folketinget for, at pengene bliver udbetalt.

Forslaget om at udbetale de indefrosne feriepenge blev allerede bragt på banen i starten af coronasituationen, hvor flere partier luftede forslaget.

Onsdag kommenterede finansminister Nicolai Wammen (S) forslaget.

- Jeg ser feriepengene som et stærkt værktøj i kassen. Vi vil i morgen drøfte med Folketingets partier, hvilke forskellige værktøjer vi kan bringe i anvendelse, sagde finansministeren efter dagens spørgetime.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her