Se kortet: Kommuner får millioner til nye cykelstier
Der er 200 millioner kroner på vej til cykelsti-projekter over hele landet, og det kommer også østjyske kommuner til gode.
Cyklister i flere østjyske kommuner kan se frem til nye cykelstier, efter folketingspartierne bag Infrastrukturplan 2035 har indgået en stor aftale.
I alt 200 millioner kroner er blevet tildelt 39 forskellige projekter over hele Danmark, og fire af dem er i Østjylland.
Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Det er Randers, Silkeborg, Skanderborg og Odder kommuner, der nu får tilskud til cykelstiprojekter.
I Odder har man fået penge til at etablere en cirka en kilometer lang cykelsti langs Ballevej. Det gøres for at få en tryggere cykelrute til og fra det centrale Odder.
Der er givet 3,2 millioner kroner til projektet, hvilket svarer til halvdelen af det samlede budget. Den resterende del finansierer kommunen selv. Den samme opdeling af budgettet gør sig gældende for de resterende projekter.
Randers Kommune har fået godt 1,8 millioner kroner til at lave en cykelsti-forbindelse mellem Randers Station og busterminalen. Det kræver, at to eksisterende cykelstier forbindes, og at de eksisterende stier udvides til 3 meter.
Den planlagte cykelsti bliver dobbeltrettet og omkring 500 meter lang.
I Silkeborg skal to cykelstier også sammenkobles med i alt 3,5 kilometer ny cykelsti. Det er "Den Skæve Bane" mellem Brande og Funder, der i fremtiden vil få en ny forbindelse til Kjellerupstien.
Projektet har fået 8,6 millioner kroner i tilskud, som altså er halvdelen af det budgetterede.
Slutteligt har også Skanderborg fået halvdelen af budgettet til en ny cykelsti i støtte. Det skal gå til en dobbeltrettet cykelsti mellem Virring og Stilling langs Virringvej.
Det menes at koste 12,2 millioner at føre ud i livet, og kommunen har fået 6,1 millioner fra den kasse, forligspartierne råder over.