Statsministeren: Østjylland kommer til at betale til resten af Jylland

Torsdag vil regeringen fremlægge udspil til en udligningsreform, der skal fordele penge mellem kommuner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Målet for regeringen er at få især Venstre med i en aftale over midten.

I et udspil til en udligningsreform lægger regeringen op til, at de velstillede kommuner i hovedstadsområdet og Østjylland fremover skal bidrage mere til landets kommunekasser.

- Vi kommer til at udligne mere, og bevægelsen er, at det bliver fra øst mod vest. Det handler om hovedstadsområdet i forhold til resten af landet, men også om Østjylland i forhold til resten af Jylland, siger statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med avisen Danmark.

Torsdag fremlægger regeringen et udspil til en reform af det system, som omfordeler penge fra landets rige kommuner til de fattige.

Af konkrete tiltag i udspillet kan nævnes:

* Der skal være et loft over den særlige skatterabat, som kommuner med en lav skatteprocent får. Loftet skal ligge på en skatteprocent på 23,5 procent.

* Det skal ikke længere være muligt for velhavende kommuner at få tilskud for indbyggere, der flytter fra de pågældende kommuner.

Der skal samtidig være et loft på 100.000 kroner i tilskud for hver borger, der flytter fra kommunen.

* Det skal ikke længere være muligt at få tilskud til at få en au pair. Det vil især ramme kommuner i hovedstadsområdet.

Danmark modtog i 2018 1012 udlændinge på au pair-ordningen, og heraf stod Gentofte Kommune alene for 241 personer.

Tilskud til udlændinge skal fremover være målrettet for eksempel ghettoområder.

* Der skal tages højde for ulighed inden for sundhed, således at ikke kun de ældres alder, men også deres helbred, skal tælle med som en faktor i udligningen.

Baggrunden er, at der er stor forskel på de ældres helbred i rige og fattige kommuner.

Kilder: DR, avisen Danmark

Statsministeren vil ikke sætte navn på de enkelte kommuner, men 60 kommer til at modtage penge, og 38 kommer til at betale.

Først når udspillet bliver endeligt fremlagt, får kommunerne at vide, om de hører til den ene eller anden kategori. To af kommunerne placerer Mette Frederiksen dog.

Gentofte kommer til at afgive flest penge, mens Kalundborg kommer til at score den største gevinst.

- Det handler jo om at fordele de goder, der er i vores samfund. Vi zoomer ind på de kommuner, der har det godt, oplever vækst, stigende beskæftigelse og højt skattegrundlag, og de kommuner, der oplever det modsatte med fraflytninger, store integrationsudfordringer, sociale udfordringer, lavere beskæftigelse, siger statsministeren.

Kigger på forskellige kriterier

Mette Frederiksen går kun sparsomt i detaljer med, hvordan regeringen ønsker at ændre på kriterierne for udligning.

Dog siger hun, at der kommer til at ske noget på middellevealder.

Jakob Ellemann-Jensen er Venstres nye formand. Han er valgt ind i Aarhus Syd-kredsen. Statsministeren ønsker at få Venstre med i deres aftale. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I dag tæller borgere over 85 år på ulempesiden for kommunerne, fordi udgifterne til en borger stiger i de sidste leveår.

I stedet for kun at kigge på befolkningssammensætningen, vil regeringen også se på den gennemsnitlige levealder. Det er, fordi der er stor forskel helbredet hos en 85-årig i eksempelvis Lolland Kommune og i Nordsjælland.

Målet for regeringen er at få især Venstre med i en aftale over midten.

- Venstre har traditionelt sine rødder i nogle af de kommuner i landdistrikterne, som jeg tror vil se på vores udspil med positive øjne, siger statsministeren til avisen Danmark.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her