Statsministeriet indkalder til pressemøde kl. 14

Efter smitterekorder og diskussion om nye restriktioner indkalder Statsministeriet til coronapressemøde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Statsministeriet indkalder til pressemøde om coronasituationen fredag klokken 14.

Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Invitationen kommer i kølvandet på flere dage med høje smittetal og varsling af mulige restriktioner. Flere partier har udtalt, at blandt andet et forsamlingsloft på ny kan komme på tale.

Statsministeriet oplyser til Ritzau, at statsminister Mette Frederiksen (S) selv vil være til stede ved pressemødet. Hun meldte sig ellers torsdag syg til to EU-topmøder - dog ikke med corona, oplyste ministeriet i den forbindelse.

Torsdag fortalte sundhedsmyndighederne, at smitten med covid-19-varianten omikron ifølge dem betyder, at der er behov for flere restriktioner for at inddæmme smitten julen over.

På Facebook skrev statsminister Mette Frederiksen (S), at hun "er ikke i tvivl om, at nye tiltag bliver nødvendige for at bryde smittekæder".

Torsdag var i øvrigt den dag med det hidtil højeste antal registrerede smittede på et døgn under epidemien.

9999 borgere i Danmark fik således besked om, at de var blevet testet positive for coronavirus. Det oplyste Statens Serum Institut (SSI).

Folketingets Epidemiudvalg er indkaldt til møde kl. 13. Det erfarer TV 2.

Dermed skal udvalget altså mødes inden det bebudede pressemøde i Statsministeriet klokken 14. Det er i Epidemiudvalget, som består af politikere fra Folketingets partier, at det besluttes, hvilke restriktioner der skal indføres.

Udvalget skal godkende eventuelle nye restriktioner for at begrænse smitten mod covid-19, inden de kan implementeres.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her