Vognmand får ekstraregning på 150.000 - nu vil han have et 'krigstillæg'

Dieselpriserne har taget en historisk himmelflugt og er nu dyrere end benzin. Det bliver dyrt for vognmændene og i sidste ende forbrugerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det kan blive nødvendigt at opfinde et 'krigstillæg' for de stigende dieselpriser, mener vognmand Jørgen Buhl.

Efter Ruslands invasion af Ukraine er priserne på brændstof stukket helt af. Det mærker en vognmand i Hasselager.

Med priser på op mod de 17 kroner i dag foreslår vognmand Jørgen Buhl et nyt begreb: nemlig "krigstillæg".

- Det er frygteligt, hvis der skal stå "krigstillæg" på vores regninger. Det havde jeg ikke drømt om at skulle opleve. Men vi er nødt til at tage højde for prisstigningerne og få dækket det ind, siger Jørgen Buhl, der er vognmand i Hasselager og formand for Østjyllands Vognmandsforening.

Så begynder man at tænke, om man skal af med bilen. Men hvordan kommer man så på arbejde?
Morten Overgaard Kjeldsen, lastbilchauffør

Han har for første gang i sin over 35 år lange karriere set prisstigninger på over én krone på en dag.

- Vi kan ikke blive ved med at sige, "det går nok". Vi er nødt til at fakturere det videre til vores kunder, og de skal så fakturere det videre. Og til sidst er det ude hos forbrugeren, og så bliver alting dyrere, siger Jørgen Buhl, der er vognmand i Hasselager og formand for Østjyllands Vognmandsforening.

VIDEO: Se et tv-indslag om de stigende priser her

Et hurtigt regnestykke for hans 50.000 liter diesel om måneden viser, at det med tre kroners stigning literen kommer til at koste vognmanden 150.000 kroner mere om måneden. 

Dermed ender det med at koste penge at gå på arbejde, fortæller han.

Det er især i de seneste dage, prisstigningerne rigtig kan mærkes, men faktisk begyndte det for flere måneder siden. 

På grafen nedenfor viser den røde linje, hvordan prisen for en liter blyfri 95 er steget siden nytår, mens den gule viser prisen på en liter diesel. Det er første gang siden 2006, at prisen på diesel har overhalet prisen på benzin.

Brændstofpriserne er eksploderet i den seneste tid.

Vognmand Jørgen Buhl må finde en udvej, for at enderne hænger sammen på de kontrakter, han har med sine kunder.

Han forestiller sig, at staten kan nedsætte afgifterne på diesel, eller han kan lægge et gebyr på sine regninger til kunderne - det såkaldte "krigstillæg".

Borgerforslag skal fjerne afgifter

Og det er ikke bare vognmanden, som foreslår, at afgifterne på diesel og benzin fjernes. Den 28. februar kom der nemlig et borgerforslag, der lyder sådan her:

'Alle afgifter på benzin og diesel bør fjernes så den almindelige dansker kan få en hverdag til at køre med alle de kommende prisstigninger.'

Manden bag borgerforslaget er lastbilchauffør Morten Overgaard Kjeldsen fra Aarhus, og der er allerede 43.000, der har støttet det.

- Med de benzinpriser, vi ser i dag, koster det 600 kroner ekstra om måneden at køre i vores bil.

Er det penge, du ikke har?

- Jeg kan godt finde pengene, som det er nu, men vi skal op i 20-22 kroner pr. liter, så begynder det da at blive sværere.

- Så begynder man at tænke, om man skal af med bilen. Men hvordan kommer man så på arbejde?

Morten Overgaard Kjeldsen står bag borgerforslaget om at fjerne afgifter på brændstof.

Sådan sparer du penge på benzinpriserne

Tidligere lød et gængs råd, at det var muligt at få billigere benzin om søndagen eller morgenen. Men sådan er det ikke længere.

- I gamle dage var det sådan, at prisen var langt mere dynamisk i løbet af dagen. Men det er ikke tilfældet længere, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM. 

Hans bedste råd til bekymrede bilister ved tankstationen er, at de skal begynde at overveje, om de overhovedet har brug for at køre, eller om de kunne klare turen med cyklen.

Han har dog nogle andre råd, der kan hjælpe til at spare lidt på udgifterne til brændstof.

  • De ubemandede tankstationer er som regel 10 øre billigere.

  • Undgå at tanke på motorvejen, hvor prisen som regel er højere.

  • Tank, når prisen er billig, og ikke når tanken er tom.

Han tilføjer, at bilister ikke skal forvente faldende priser i den kommende tid.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her