Badning frarådes i tordenvejr
De kommende dage er der risiko for lyn og torden. TrygFonden har nogle råd til, hvordan du skal handle, hvis du befinder dig på stranden i tordenvejr.
Den seneste uges sommervejr har fået mange mennesker til at besøge de danske strande. Men planlægger man en strandtur i de kommende dage, skal man være opmærksom på risikoen for lyn og torden.
- Vi har en varm og våd luft over os. Der kan dannes kraftige byger, hvor der også er risiko for torden. Men det er usikkert hvor og hvornår, siger vagthavende meteorolog hos DMI Lars Henriksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Undgå at bade i torden
Rammer det, mens man er i bølgen blå, skal man skynde sig op af vandet, lyder anbefalingen fra TrygFonden Kystlivredning.
- Det er vigtigt, at man ikke er i vandet, når der er lyn og torden.
- Vandet kan godt lede strømmen. Så hvis lynet slår ned 100 meter fra en, så kan man stadig godt få strøm igennem sig, siger Michael Iwersen, der er uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.
Der er ikke større sandsynlighed for, at lyn slår ned i vand end på land. Men vandets salte og mineraler fungerer som strømledere. Et kraftigt lyn kan derfor slå en person, der befinder sig i vand, ihjel, selv om lynet slår ned 100 meter væk.
TrygFondens råd
Når det lyner og tordner, er det ikke blot i vandet, at man skal være forsigtig. Det gælder også på land. Iwersen anbefaler, at man søger indenfor eller ind i en bil, hvis det er muligt.
TrygFondens råd
Hvordan skal du handle, hvis du befinder dig på stranden, når det bliver tordenvejr.
- Badning frarådes.
- Undgå sejlads i både med master, da der er forholdsvis stor risiko for lynnedslag i masten.
- Hold afstand til elektrisk ledende genstande som hegn og rørføringer.
- Undgå unødig brug af mobiltelefoner, radio og kommunikationsradioer.
- Undgå tårne, åbent terræn og strande.
- Sæt ikke telt op ved master, skovbryn eller ved siden af enkeltstående træer.
- Søg indenfor og luk døre og vinduer.
- Man skal ikke gå ind under et træ eller andre genstande, der rager op.
- Det er faktisk bedst at gøre sig så lille så mulig. At krybe sammen kan være en god idé, hvis man er på en helt åben strand og ikke kan søge ind i en bil, siger han.
Besøger man en strand med livreddere har man mulighed for at søge informationer hos dem og det flag, som de hejser i toppen af livreddertårnet.
- Hvis der er tordenvejr og lynnedslag i området, så vil livredderne sætte det røde flag og advare de folk, der er på stranden, og bede dem om at komme op af vandet, siger Michael Iwersen.
Modsat det røde flag signalerer livreddernes rød-gule flag, at der er almindelige badeforhold. Er flaget derimod gult signalerer det, at man skal være særlig opmærksom på et fænomen som for eksempel fralandsvind.