Historisk meget regn volder problemer
Vi mangler lige nu kun ganske få dråber vand, før den massive regn kan byde på en historisk rekord, og forskere spår, at det ekstreme vejr kun bliver vildere i fremtiden. Det kan både mærkes og ses flere steder.
Regnen vælter ned, og det føles som om, vi hele tiden sjapper rundt i vandpytter.
Efteråret i år er et af de vådeste nogensinde.
Et af de steder, hvor regnen kan mærkes, er Marselisborg Renseanlæg i Aarhus.
- En typisk vinterdag ville vi modtage 25.000 kubikmeter vand på et døgn. I lørdags, hvor det regnede hele dagen, fik vi 90.000 kubikmeter, siger Lise Hughes, der er teamleder i Aarhus Vand.
Og flere steder er konsekvenserne af den megen vand til at mærke nu og her, blandt andet for byggebranchen.
- Det hele går langsommere, så byggeprocessen bliver længere, hvilket giver ekstra udgifter til bygherren i den sidste ende, siger Preben Holm, der er entrepriseleder i firmaet Sitech.
Også på Aarhus Ø driller regnen i forbindelse med byggeriet af en ny parkeringskælder.
Her er det helt store problem, at smedearbejde og ustoppelig regn er et utroligt dårligt match.
- Vi har haft udfordringer med, at vi skal pumpe noget mere, og at folk ikke kan producere det, som de ellers ville kunne, siger Jane Dahl Larsen, der er projektchef i byggevirksomheden Aarsleff.
Mere regn og flere skybrud
De tiltagende mængder nedbør de seneste år, har fået Aarhus Kommune til at reagere, da man forudser mere regn i den størrelsesorden, vi ser i øjeblikket.
Derfor har man på Risvang Allé i det nordlige Aarhus lavet indhegnede grønne bassiner mellem kørebanerne, der skal samle regnvandet.
- Klimaændringerne betyder, at vi får mere regn over hele året, og at skybruddene også bliver hyppigere og større, siger Anne Laustsen, der er fagchef for klimatilpasning i Aarhus Vand.
Nye kan holde på vandet
Et sted i Østjylland tager de dog regnvejret med nogenlunde ro.
Det er i den nye by Nye nord for Aarhus.
Her bliver både huse, veje og kloakker nemlig bygget til at kunne klare de voksende mængder nedbør.
- Hele kongstanken i Nye er, at regnvand har en værdi og derfor skal genbruges, siger Carsten Fjorback, der er udviklingschef for klimatilpasning og byudvikling i COWI.
Der bor lige nu knap 100 mennesker i Nye, men i fremtiden vil byen få et indbyggertal, der nærmer sig Skanderborgs på hele 15.000 borgere.
Her har man fra starten tænkt over, hvordan naturens ressourcer kan bruges bedst muligt.
- Vandet pumper vi tilbage i husene, hvor vi bruger det til at skylle ud i toiletterne med og til at vaske tøj med, siger Peter Boe Haugaard-Nielsen, der er tegnestuechef og vvs-ingeniør i ejendomsgruppen Tækker Group.
De samler de store vandmasser i søer inde midt i boligbyggeriet, der skal forhindre, at beboerne i Nye får deres huse og grønne arealer oversvømmet i fremtiden.
For det er nødvendigt at tænke alternativt, hvis man skal komme det voldsomme vejr i møde.
- Med det ændrede klima med meget mere regnvand og med havet og grundvandet, der stiger, så er det nødvendigt at lave de her intelligente byløsninger, siger Carsten Fjorback, der er udviklingschef for klimatilpasning og byudvikling i COWI.
Og måske kan den østjyske by inspirere andre byer verden over, der også oplever problemer med vand.
- Når vi ser på det globalt, hvor vand er et stort problem mange steder i verden, så tror jeg eksemplet her i Nye vil kunne eksporteres, siger Carsten Fjorback.