Ingen sigtet efter dødsulykke
Statsadvokaten mener ikke, at politifolkene overtrådte loven, da biljagt endte i dødsulykke fredag.
Statsadvokaten i Aalborg har ikke rejst nogen sigtelse mod de politifolk, der fredag morgen var involveret i en biljagt, som endte med en dødsulykke i Slet syd for Århus. Det oplyser vicestatsadvokat Anne-Mette Wiese, der undersøger forløbet på statsadvokatens vegne.
At der ikke er rejst nogen sigtelse, betyder på jævnt dansk, at statsadvokaten ikke mener, politifolkene overtrådte færdselsloven eller andre love, da de med udrykning og høj fart i den tætte morgentrafik satte efter en bil med polske nummerplader.
Øjenvidner kritiserede efterfølgende i forskellige medier politiet for angiveligt at have kørt hasarderet under udrykningen. Forløbet endte med, at den flygtende bilist, der viste sig at være dansker, kørte ind i to andre biler og senere på dagen døde af sine kvæstelser.
Anne-Mette Wiese arbejder nu på en redegørelse om sagen. Som en fast procedure i den type sager skal redegørelsen sendes til politiklagenævnet.
Tidligere nyhed om sagen:
http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=17212" target=_blank>Trafikdræbt under flugt fra politi (23/3-2007)