Læge: Støj for nogle er musik for andre
Brok over støjgener er meget forskellige fra person til person
I Silkeborg har flere borgere ytret deres utilfredshed med den nye motorvej.
Infrastrukturelt virker motorvejen til at være en succes, men det er ikke alle naboerne, der er imponerede. Det støjer, siger de.
Men Vejdirektoratet har flere gange sagt, at de ikke mener, at støjniveauet er steget med den nye motorvej. Men støj kan også opleves meget forskelligt.
- Støj er en individuel sag. Det, der for nogle er støj, er musik for andre, siger Zara Ann Stokholm, læge på arbejdsmedicinsk klinik på Aarhus Universitetshospital.
Og støj kan være skadelig for helbredet, det er påvist ved flere lejligheder.
- Der er studier, der viser, at man godt kan få forskellige helbredseffekter ved at være udsat for støj, siger Zara Ann Stokholm.
Til gengæld viste en undersøgelse, hun selv var med til at lave, at der ikke er meget, der tyder på, at man bliver syg af at arbejde i støj. For det handler om, hvorvidt støjen generer eller ej. Og det gør den knap så meget på arbejde, som når man er i privaten.
Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen, hvor du kan blive klogere på, hvad støj er for en størrelse.