Politiker er rasende: Børn kan frit spille ulovligt i kiosker

En stikprøvekontrol viser, at en 15-årig uden problemer kan få lov at betale for et væddemål på en sportskamp, selvom aldersgrænsen er 18 år. Flere folketingsmedlemmer melder sig nu på banen med kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Her kan du se, hvor let en 15-årig har ved at spille hos forskellige forhandlere i Østjylland.

Selvom det er ulovligt, kan børn uden problemer gå i kiosken og spille lommepengene op på sportskampe.

Det viser en stikprøve hos 10 østjyske forhandlere.

Ifølge loven er det forbudt at sælge den slags væddemål til personer under 18 år. Alligevel kunne TV2 ØSTJYLLANDs 15-årige muldvarp i otte ud af 10 tilfælde få lov at spille på fodboldkampe på tankstationer og i kiosker.

Det får nu en række folketingsmedlemmer til at kritisere detailbranchen og kræve handling:

- Jeg er rasende. Det er utilstedeligt, at detailhandelen ikke selv kan finde ud af at overholde de regler, der gælder for området. Der er en grund til, at unge under 18 år ikke skal have adgang til de her spil, og derfor skal kioskerne også overholde loven. Det er uacceptabelt, at de ikke selv kan finde ud af det, lyder det fra Kirsten Normann Andersen (SF), der er medlem af Folketinget og valgt i Østjylland til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Kirsten Normann Andersen (SF) er rasende over resultatet af TV2 ØSTJYLLANDs stikprøvekontrol, hvor en 15-årig dreng uden problemer kunne få lov til at betale for et væddemål på en sportskamp i otte ud af 10 tilfælde. Se hele interviewet med hende her. 

Folketingsmedlemmer kræver at der tages ansvar

Også Mona Juul, der er folketingsmedlem for Konservative Folkeparti, kræver at kioskerne og udbyderne tager ansvar:

- Loven er klar og tydelig - og skal naturligvis overholdes. Når der er tale om børn og unge, har vi alle et udvidet ansvar. Det hjælper ikke at skyde skylden på hinanden. Udbyderne og kioskerne må hver især påtage sig deres ansvar. Det samme skal forældrene til børnene, skriver hun i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

15-årige Mikkel Hansen kunne som muldvarp for TV2 ØSTJYLLAND spille i otte ud af ti østjyske kiosker. Kun i to kiosker bad ekspedienten om at se ID-kort eller spurgte, hvor gammel han var.

Og Louise Schack Elholm, folketingsmedlem for Venstre, bakker op om hendes politikerkollegaer:

- Det er ikke i orden, hvis kioskerne ikke overholder lovgivningen. Det skal de selvfølgelig gøre. Ministeren må forklare sig, skriver hun i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er Spillemyndigheden, der fører tilsyn med kioskernes salg af kuponspil. Spillemyndigheden oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at man kun kan gribe ind, hvis en kontrollør tager en kioskejer på fersk gerning. Og at man de seneste godt to år har taget tilladelsen fra én kioskejer, der havde solgt spil til mindreårige.

Vores muldvarp besøgte 10 kiosker eller tankstationer i ni forskellige østjyske kommuner. Otte steder fik han lov til at spille.

Muligt at fratage licensen tidligere

Ifølge Kirsten Normann Andersen (SF) kan en løsning på problemet være, at det på et tidligere tidspunkt skal være muligt at fratage butiksejeren licensen, hvis ikke de overholder reglerne:

- Sagens kerne er, at de godt ved, at det er svært for os at kontrollere, når de ikke overholder reglerne. Vi kender det for området med tobak og alkohol. Et af løsningsforslagene kunne være at man sørgede for, at det var voksne over 18 år, der stod bag disken, men man skal også se på muligheden for at fratage dem licensen, hvis ikke de kan overholde reglerne, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

 

I Sverige og Norge har man indført et spil-ID som skal fremvises for, at man kan få lov til at spille fysisk. Det mener Kirsten Normann Andersen (SF) også kan være vejen frem.

- Jeg tænker, at det er en løsning, som detailbranchen måske selv kan tage til sig. Nogle brancher har jo fundet ud af, at vi mener det. For eksempel i forhold til tobak, hvor de har taget nogle initiativer til at overholde reglerne. Jeg ønsker mig også, at detailbranchen selv kunne tage nogle initiativer hertil for at sikre, at reglerne bliver overholdt, siger hun TV2 ØSTJYLLAND.

Det siger loven

§ 34. Modtagelse af indsatser til spil fra personer under 18 år og anden formidling af sådanne personers deltagelse i spil er ikke tilladt.

 

Kilde: Bekendtgørelse af lov om spil.

Danske Spil skal tage ansvar

Danske Spil, der står for kuponspil i kioskerne, oplyser til TV2 Østjylland, at man gennem tiden flere gange har givet forhandlere advarsler på grund af mistanke om salg til mindreårige, men at Danske Spil ikke har opsagt nogle forhandlere af den årsag.

Danske Spil kommer selv til at skulle bidrage til at løse det her problem med kontrollen. For når de tydeligvis ikke selv kan finde ud af at overholde reglerne, så skal der en eller anden form for skærpet kontrol til.
Kirsten Normann Andersen (SF), folketingsmedlem

Ifølge Kirsten Normann Andersen (SF) ligger ansvaret også hos Danske Spil:

- De kommer selv til at skulle bidrage til at løse det her problem med kontrollen. For når de tydeligvis ikke selv kan finde ud af at overholde reglerne, så skal der en eller anden form for skærpet kontrol til. Jeg er ikke afvisende overfor, at de selv skal betale for at udstede ID-kort til unge, så man kan spille. Det kunne være en løsning, man kunne tage fat på, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Danske Spil afviser teknisk løsning

TV2 ØSTJYLLANDS 15-årige muldvarp blev forskånet at vise ID otte ud af ti gange, han ville oddse i østjyske kiosker eller tankstationer. Vi spurgte Danske Spil, om de vil arbejde for en teknologisk løsning på problemet.

 

Kunne I overveje en løsning, hvor ekspedienten ikke bare kan spørge om ID. Men hvor teknologien kræver, at man for eksempel skal bruge NemID, for at man overhovedet kan lykkes med at lave et salg?

 

- Vi har en meget bred aldersmålgruppe, der køber vores produkter i butikkerne, og vi kan ikke forlange, at alle skal kunne finde ud af at bruge NemID eller en anden teknisk løsning for at kunne købe, siger Marie Westergaard, pressechef, Danske Spil.

 

Så I siger nej tak til sådan en løsning af hensyn til den ældre målgruppe?

 

- Nej. Der er masser af muligheder for at finde ud af, om nogle er 18 år. Det kan man for eksempel gøre ved at bede om at se deres ID.

Danske Spil er utilfredse med forhandlerne

Hos Danske Spil er utilfredsheden med de forhandlere, der tillader børn at spille, stor.

- Jeg er både skuffet og vred, for det kan ikke komme bag på forhandlerne, at de skal overholde loven, siger pressechef, Marie Westergaard, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun mener, at Danske Spil gør meget for at sikre, at forhandlere beder om ID. Blandt andet via informationskurser og e-learningsprogrammer til forhandlere samt udviklingen af et digitalt ID-kort og en telefonlinje, hvor man kan melde forhandlere, som bryder reglerne.

Hvis det her er sket, fordi nogle ikke kender aldersbegrænsningerne, så er det vores fejl. Men det har jeg svært ved at tro på.
Marie Westergaard, pressechef, Danske Spil 

Marie Westergaard har derfor svært ved at tro, at forhandlerne ikke kender aldersgrænserne. Skulle det modsatte være tilfældet erkender hun dog, at Danske Spil også har et ansvar og en forpligtelse.

- Hvis det her er sket, fordi nogle ikke kender aldersbegrænsningerne, så er det vores fejl. Men det har jeg svært ved at tro på, siger hun.

Sådan gjorde vi

Med et skjult kamera sendte TV2 Østjylland en 15-åring ind i 10 kiosker eller tankstationer i ni forskellige kommuner. Hvert sted skulle han forsøge at spille for 20 kroner på en fodboldkamp. Det lykkedes otte gange.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her