Ros til ny ordning om jobdeling: - Jeg har aldrig været mere positiv
Coronakrisen har været hård ved virksomheden Prodan i Randers og dens medarbejdere. Men den nye trepartsaftale hjælper.
Han vil ikke sige, at han har hænderne helt oppe.
Men administrerende direktør hos Prodan i Randers, Per Hastrup, der også er formand for Dansk Industri Randers-Norddjurs, er meget glad for den nye aftale om jobdeling, som regeringen i nat har indgået med arbejdsmarkedets parter.
- Jeg synes, det er en glimrende ordning, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
143,5 i timeløn
Den nye ordning afløser lønkompensationsordningen og giver virksomheder mulighed for at dele arbejdet mellem ansatte i stedet for at fyre folk.
Mens folk er hjemme, skal de kunne modtage dagpenge, og som en del af aftalen bliver den maksimale dagpengesats forhøjet til 23.000 kroner per måned.
Omregnet til timeløn for en fuldtidsansat svarer beløbet til cirka 143,50 kroner.
Prodans administrerende direktør har været med i et udvalg under Erhvervsministeriet, hvor de netop har foreslået denne løsning.
Har fyret folk under coronakrisen
- Den arbejdsfordelingsordning, vi har i dag, er forholdsvis dyr for medarbejderne, da de går fra et par hundrede kroner i timen til dagpengesats. Og derfor synes vi, at det her en glimrende ordning, hvor man kompenserer, siger Per Hastrup og tilføjer:
- Det koster selvfølgelig lidt på arbejdsgiversiden, men det overlever vi nok.
Hos Prodan blev ni medarbejdere fyret i foråret på grund af coronakrisen, og ordningen om lønkompensation fungerede ikke for deres virksomhed.
Derfor lavede de i juni netop en aftale om jobdeling mellem medarbejderne for at undgå flere fyringer. Derefter skiftedes medarbejderne til at arbejde i en uge og være på dagpenge en uge.
Det har fungeret udmærket for medarbejderne, men det har også været dyrt for privatøkonomien, fortæller tillidsmand Kim Clausen.
Gør det for kollegaerne
Han arbejdede på et tidspunkt 37 timer, men fik kun løn for 24 timer på grund af den måde, dagpenge udbetales på.
- Vi var hårdt ramt af COVID-19, og der var ikke andre muligheder. Folk har taget ansvaret til sig. Nu gør vi det sådan, så vi kan bibeholde vores kollegaer. Men det har ikke været uden omkostninger, siger tillidsmanden til TV2 ØSTJYLLAND.
Kim Clausen er godt tilfreds med den nye jobfordelingsordning, som giver mulighed for at få omkring 20 procent mere udbetalt i dagpenge end normalt.
- Det er da positivt. Det hjælper da en hel del. Når det gør ondt i forvejen, er det klart, at det vil være en kæmpe fordel.
Den nye ordning gælder året ude, og Per Hastrup forventer, at de vil gøre brug af den i hele perioden.
- Vi er glade og stolte af vores arbejdsstyrke, og vi vil gå langt, inden vi afskediger, siger han.
Kommer for sent
Hos Jysk Emblem Fabrik i Malling er de også glade for ordningen. Men de mener, at den kommer alt for sent.
- Vi kan ikke nå at agere. Vi måtte tage afsked med otte medarbejdere i fredags, da lønkompensationen udløb. Vi kunne genansatte dem, men vi står og kigger ind i et efterår og vinter, hvor alle de jobs, som de medarbejdere skal udføre, ikke er der, siger Stig Hellstern, der er administrerende direktør på Jysk Emblem Fabrik A/S til TV2 ØSTJYLLAND.
De leverer emblemer til oplevelsesøkonomien, for eksempel til fodboldstævner, festivaler og afslutninger på udendørs arrangementer.
Erhvervsministeren forventer, at 30.000 arbejdspladser vil blive omfattet af ordningen.
Den forhøjede dagpengesats vil primært blive finansieret af et arbejdsgiverbidrag, og de ansatte, der indgår i en arbejdsfordeling, vil ikke bruge af deres dagpengeret.