Forening for socialt udsatte frygter at blive ramt af besparelser
Randers Kommune skal finde over 40 millioner kroner i besparelser. De socialt udsatte i kommunen frygter, at det går ud over dem
Fremtiden for de socialt udsatte i Randers Kommune ser ud til at blive sværere. Kommunen har nemlig brugt flere millioner kroner mere på det sociale område, end der har været råd til. Derfor frygter foreningen S.A.M., som står for Sociale Aktiviteter og Motion, at besparelserne rammer dem.
- Vi ville ikke kunne køre foreningen. Vi kan ikke køre den kun på frivillige, og folk er sårbare og kan ikke prioritere at bruge penge på noget socialt og nogle aktiviteter, siger Tina Rewaldt Drachmann, der er bestyrelsesmedlem i S.A.M.
Computerspil skaber sammenhold
Sidste år har S.A.M. blandt andet været med til at give brugerne en god oplevelse til udsatte-legene. Her spillede de computer mod et professionelt hold, og sammenholdet fra den oplevelse hjælper stadig de socialt udsatte i dag.
- Det var vildt fedt. Det gav os et stort fællesskab. Vi fik skabt et gaming-community. Det har været utrolig vigtigt for mig at skabe struktur i en tid, hvor jeg selv har været hjemløs og ellers ikke har nogen base overhovedet, siger André Højlund Skjødt, der er bruger af tilbuddet S.A.M.
Foreningen S.A.M. er dog ikke den eneste, der bliver ramt. Der skal i alt findes over 40 millioner kroner. SF mener, at problemet bunder i, at politikerne ikke har hørt efter, hvad der er blevet sagt - nemlig at pengene ikke rækker til det behov, der egentlig er på det sociale område.
- Den konsekvens, der bliver af det her, er, at vi taber folk på gulvet, og at folk får det endnu værre. Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt, siger Charlotte Broman Mølbæk (SF), der er formand for socialudvalget i Randers Kommune.
En tænkepause til Randers Kommune
Spareforslagene skal diskuteres på et møde i socialudvalget i Randers Kommune på tirsdag. I S.A.M. håber de, at politikerne vil tænke sig om en ekstra gang, før de træffer beslutningen.
- Vi skal ikke lukke S.A.M.-foreningen, for det berører alt for mange sårbare mennesker, siger Tina Rewaldt Drachmann.