Fra topchef til livsnyder: Frygtede stress skulle tage livet af ham
I 2013 tog Ellindur Egilstrøð afsked til et topjob hos den globale analysevirksomhed Gallup for at finde balance mellem arbejde og fritid. I dag hjælper han lokale iværksættere og erhvervsdrivende i Randers.
Ellindur Egilstrøð valgte i 2013 at udskifte computerskærmen og titlen som topchef ud med pensler og lærreder, og i dag bruger han sine kunstværker til at hjælpe østjyske iværksættere og erhvevsdrivende med at finde ro i hverdagen.
Han tog afsked til sit topjob hos Gallup på Færøerne og flyttede til Randers for at evaluere sine værdier i livet.
Det skete ovenpå flere end 30 år indenfor både fiskeri- og analysebranchen, hvor Ellindur Egilstrøð så mennesker omkring sig dø af stress, inden de var fyldt 50.
- Jeg arbejdede med trivselsundersøgelser for Gallup, der kunne jeg mærke, at mange mennesker døjede med stress og mistrivsel. Jeg var ikke tilfreds med det, jeg så, og derfor valgte jeg at ændre på nogle ting i mit liv, siger Ellindur Egilstrøð til TV2 ØSTJYLLAND.
For Ellindur var trivselsundersøgelserne en øjenåbner.
- Jeg indså, at kimen til stress er, at man sidder foran en computerskærm og drømmer sig væk og gerne vil være andre steder henne, siger han.
Han tilføjer:
- Jeg ønskede ikke at fortsætte mit liv på den er måde foran en computerskærm, og jeg ville gerne hjælpe andre mennesker, der døjer med stress, siger han.
Befrielse at være titelløs
Ellindur Egilstrøð havde alt det, de fleste arbejder hårdt for at opnå. Drømmebilen stod i garagen, og titlen på visitkortet var administrerende direktør. Selvom han havde alt, var han ikke til stede i hverdagen, og det var en stressfaktor for ham, at hoved og krop ikke hang sammen.
Han besluttede sig for at sige sin stilling hos Gallup op og sælge alt, hvad han ejede. Ifølge Ellindur var det også tilfældighederne, der gjorde, at tog den store beslutning. Børnene var voksne og flyttet hjemmefra, og drømmeuddannelsen lå i Randers.
- En bil, et nyt badeværelse og en god titel gør mig ikke lykkelig. Det at kunne være tilstede lige her og nu, det er langt hellere at foretrække end materielle ting, siger Ellindur Egilstrøð.
Destinationen blev Randers, for her kunne man læse psykomotorik ved professionshøjskolen Via University. Efter 3,5 år blev Ellindur færdiguddannet, og siden hen har han arbejdet som psykomotorisk terapeut og stresskonsulent med egen praksis i Randers.
Hans mål er i dag, at være med til at forebygge stress.
- Da børnene var små, tænkte jeg altid på mine børn, når jeg var på arbejde, og når jeg var derhjemme og så fjernsyn med børnene, tænkte jeg altid på arbejder og de opgaver, jeg manglede at færdiggøre, siger han.
I dag kalder Ellindur sig stolt titelløs, og han fortæller, at titelløsheden er den største befrielse, han har oplevet i sit liv.
- Det er en befrielse at være titelløs. Jeg fokuserer på helt andre værdier, end jeg gjorde før, siger han.
I farens fodspor
Det var langt fra en tilfældighed, at Ellindur netop valgte at kaste sin kærlighed på malerier og pensler.
- Min far var billedkunstner, og han døde i 1999. Da han døde, kom min mor med hans lærreder, pensler og maling, og det har altid været et ønske, at jeg gerne vil male, siger han.
Han fortæller, at han kobler fuldstændig af, når han peger penslen mod lærredet, og at han bruger kunsten til at finde en pause i hverdagen.
Ellindur afholder forskellige arrangementer, hvor han kombinerer sin maleriudstilling med musik og foredrag, som tager udgangspunkt i deltagernes oplevelser og forhold til stress og tilstedeværelse.
Han tager udgangspunkt i sig selv, og hvilke værktøjer han selv bruger. Han kombinerer sin maleriudstilling med musik og foredrag, som tager udgangspunkt i deltagernes oplevelser og forhold til stress og tilstedeværelse.
- Det at snakke om stress er tabu, og det er måske ikke så spændende at snakke om, men hvis man kombinerer det, så kan det blive til et godt og lærerigt arrangement, siger han.
Og deltagerne får at vide, at de skal parkere alle deres fordomme og antagelser foran udstillingens dør.
- Jeg fortæller dem, som kommer, at det er almindeligt at sige, at man ikke forstår kunst. De skal ikke fokusere på, om de kan lide farven grøn og rød. Vi arbejder med at lægge alle fordomme til side og være til stede her og nu, siger Ellindur.
Udover at hjælpe de lokale iværksættere og erhvervsdrivende med at finde roen, er Ellindur Egilstrøð også optaget af sin kunst og har udstillet sine malerier på gallerier i København, Aarhus og Randers. Ellindur Egilstrøð vil deltage på flere udstillinger til efteråret og vil også arrangere flere små og større events med ro og balance som tema.