Handicappede tog billeder af Kim Larsen
28 børn, unge og voksne handicappede i Randers har den seneste tid haft kameraet fremme for at tage billeder af alt lige fra Kim Larsen, katte og pædagoger til blomstrende grøftekanter.
De handicappede blev af bedt om at tage billeder af det, der betyder noget for dem i deres liv.
Billederne skal nu bruges som input til en ny handicapplan, som Randers Kommune i øjeblikket er ved at lave.
Handicapplanen skal sikre, at kronjyder med psykiske eller fysiske handicap i fremtiden får den bedst mulige hjælp og støtte.
Ifølge formanden for socialudvalget i Randers, Louise Høeg (V), kan billederne være med til at hjælpe kommunen med at få et indblik i, hvad der er vigtigt for de handicappede.
- I Randers Kommune ønsker vi, at alle med interesse for handicapområdet får mulighed for at komme til orde og fortælle, hvad de synes er vigtigt, at planen indeholder. Men nogle af de borgere med handicap, som planen handler om, kan ikke udtrykke sig med ord, og derfor har forvaltningen arbejdet med at udvikle metoden, hvor de med billeder får mulighed for at fortælle, hvad der betyder noget for dem i deres liv, siger Louise Høeg i en pressemeddelelse.
Fodbold for handicappede unge i Grenaa
Socialpædagog Jesper Kjersgaard har været med til at sparke projektet i gang. Ifølge ham viser billederne, at personalet på de handicappedes bosteder og institutioner betyder meget for de handicappede.
- Billederne er meget forskellige, og det er svært at sige noget entydigt. Men en rød tråd jeg har lagt mærke til er, at personalet har en meget stor rolle i borgernes liv. Generelt betyder de sociale relationer meget, og den viden kan bruges i arbejdet med handicapplanen, siger Jesper Kjersgaard.