Kommune afviser alt ansvar i Nordic Waste-sag
Randers Kommune afviser at betale for det store oprydningsarbejde, der lige nu foregår ved Nordic Waste. Kommunen mener, den er fuldstændig fri for ansvar.
Efter en kort pause under snestormen arbejder entreprenørmaskinerne igen på højtryk ved Nordic Waste ved Ølst syd for Randers.
Og det er ikke billigt at forhindre en miljøkatastrofe. Udgifterne efter den kolossale operation eksploderer.
Men ifølge borgmester i Randers Kommune Torben Hansen (S) skal der ikke herske nogen tvivl om, hvor regningen ender.
- Det er fuldstændig krystalklart i dansk lovgivning, at det er skadevolder, der skal betale, siger han og uddyber:
- Vi skal selvfølgelig have hver eneste bøjede femøre tilbage, som vi har brugt på at forhindre en miljøskade i Alling Å.
Varsler påbud
Siden den 19. december har Randers Kommune stået for oprydningsarbejdet af et jordskred med forurenet jord fra Nordic Waste.
- Det en kritisk situation under alle omstændigheder. Når vi har lavet så stort et arbejde for at redde en å, og vi stadigvæk bliver ved med at køre jord, så det er kritisk, siger Torben Hansen.
Den store udgift har nu fået miljøminister Magnus Heunicke (S) til at varsle et påbud, der skal sikre, at virksomheden selv kan betale regningen.
- Der er ingen tvivl om, at skadevolderen her er virksomheden. Det er derfra, den forurenede jord og det forurenede vand kommer. Derfor er der ingen tvivl om, at regningen skal betales af dem, der har forvoldt skaden, siger Magnus Heunicke.
I Randers er borgmesteren da også overbevist om, at det er sådan, det kommer til at forløbe.
Hvordan vil I sikre, at det ikke bliver skatteyderne, der står med den sidste regning?
- Virksomheden er der endnu, og virksomheden har også et forsikringsselskab. Så vi har selvfølgelig en klokkeklar forventning om, at vi får de penge tilbage, som vi har brugt på at forhindre en miljøskade i Alling Å, siger borgmester Torben Hansen.
Forstå sagen om Nordic Waste
Nordic Waste modtager forurenet jord til rensning og kan modtage op til 1.000.000 ton jord om året. Over tid er der derfor kørt enorme mængder jord til området.
Men en del af jorden ligger oven på en tidligere lergrav, og da store mængder regn ramte i efteråret, gjorde vandet jorden tung og leret vådt. Derfor ”glider” jorden nu hen over leret.
Det vurderes, at jordskredet omfatter op mod 2,5 millioner ton jord, som bevæger sig frem over Nordic Wastes område mod Alling Å og Gammel Århusvej. Nordic Waste har derfor været nødt til at rive flere bygninger ned, før jordskredet smadrede dem.
I et forsøg på at stoppe jordskredet lavede Nordic Waste også en dæmning af hvid microfiller, der er et restprodukt fra cementproduktion. Håbet var, at et bjerg af tung microfiller kunne stoppe jordskredet, men det lykkedes ikke.
Ifølge Miljøbeskyttelsesloven er Randers Kommune som tilsynsmyndighed forpligtet til at gribe ind for at afværge forurening, og den 16. december vurderede kommunen, at det var nødvendigt at sætte gang i yderligere tiltag for at beskytte Alling Å.
Hvis jorden vælter ned i Alling Å og stopper vandgennemstrømningen, vil det resultere i en oversvømmelse af området syd for Nordic Waste.
Samtidig er der frygt for, at den forurenede jord og den microfiller, der blev brugt til at forsøge at stoppe jordskredet, vil skade vandkvaliteten i åen, der munder ud i Randers Fjord.
Den 19. december opgav Nordic Waste at stoppe jordskredet, da det ifølge virksomheden ikke længere var forsvarligt at opholde sig i området. Dermed overtog Randers Kommune hele indsatsen.
Kommunen forsøger at etablere en pumpeløsning, så vandet fra Alling Å pumpes forbi Nordic Waste, men arbejdet besværliggøres både af jordskredet og den regn, der er faldet de seneste uger.
Kilder: Randers Kommune og Miljøstyrelsen
Udfordringerne fortsætter
TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra Nordic Waste. De har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar;
- Vi har noteret os udmeldingerne om kommende påbud. Nu afventer vi at se disse påbud på skrift, så vi ved, hvad de konkret omhandler. Før det sker, har vi ikke yderligere kommentarer.
Det vurderes, at jordskredet omfatter op mod 2,5 millioner ton jord, der truer med at forurene den nærtliggende Alling Å.
Og ifølge borgmester i Randers Kommune, så er udfordringerne langt fra overstået. Snart tør sne og is op, og det gør ikke oprydningsarbejdet mindre.
- Lige nu fylder det stort set alt. Der kommer jo mere vand igen på et tidspunkt, og vores absolutte øverste prioritet, det er at redde miljøet i Alling Å, siger han.
Men selvom kommunen har stået for opgaven, så afviser de tirsdag al ansvar for situationen.
- Derfor afviser Randers Kommune at have et ansvar for den nuværende situation, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Havde spurgt ind
Jordskrevet ved Nordic Waste kommer ellers ikke helt ud af det blå. Allerede i starten af 2023 spurgte bekymrede byrådsmedlemmer kommunens tekniske forvaltning ind til risikoen for netop jordskred - og dermed muligheden for udslip af forurenende stoffer.
En af dem, der spurgte kommunen ind til risikoen er Frida Valbjørn Christensen, der er medlem af Randers Kommunes Byråd for enhedslisten - derfor er hun heller ikke helt enig i, at kommunen er uden ansvar.
- Jeg synes, at bekymringerne blev fejet af vejen hver gang, vi stillede spørgsmål ikke kun af forvaltningen, men også af byrådsflertallet, siger Frida Valbjørn, og uddyber:
- På daværende tidspunkt fik vi at vide, der ikke var nogen risiko.
Ifølge hende, så er der ikke blevet handlet hensigtsmæssigt.
Der var vel ingen garanti for, det skulle udvikle sig så voldsomt, som det nu har gjort?
- Jeg er helt enig i, der kan ske uforudsete ting. Det, som jeg og andre har været bekymret for, er, om man faktisk fik undersøgt de her ting til bunds, dengang vi spurgte om dem, siger Frida Valbjørn.
Afviser kritikken
I dag har Randers Kommune udsendt en pressemeddelelse, hvor de afviser kritikken. De skriver blandt andet;
- Vi har taget bekymringer om jordskred og risici for Alling Å meget alvorligt. Vi har lyttet og henvendt os til virksomheden for at høre, hvordan virksomheden ville håndtere situationen. Det er virksomheden, der har ansvaret for at håndtere sin drift, så jorden ikke skrider i åen eller uden for matriklen, og ligeledes sikre, at der ikke kommer overfladevand fra virksomhedens område i åen, siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune, i pressemeddelelsen.
Men den forklaring køber Frida Valbjørn ikke.
- Jeg synes, man burde have fortalt det noget før, også når der har været så meget mediedækning på det sidste. Og hvis man har bemyndigelse, burde man måske selv have været med til at undersøge nogle af de her ting, siger hun.
Kommunen har vel bare fulgt reglerne og spurgt virksomheden, det er jo sådan, man gør?
- Det jeg læser ud af det her er, at virksomheden har givet nogle ukorrekte oplysninger. Det er lidt svært at tyde i det, der er kommet, men hvis man har bemyndigelsen burde man nok have været med til at undersøge nogle af de her ting fra Randers Kommunes side også, mener Frida Valbjørn.