Kvinde fundet død i å er identificeret af familien
Det er en 80-årig kvinde fra lokalområdet, der søndag blev fundet død i Lilleåen i Hadsten.
Mandag har politiet fået vished om, hvem det var, der søndag blev fundet død i Lilleåen i Hadsten.
Der er tale om en 80-årig kvinde fra lokalområdet, oplyser Østjyllands Politi på Twitter. Det er den afdødes familie, som har identificeret hende.
Intet tyder på, at kvinden skulle være død som følge af en forbrydelse, skriver politiet, der dog undersøger sagen nærmere.
Den kvinde, der i går blev fundet død i Lilleåen i Hadsten, er nu identificeret af sin familie. Der er tale om en 80-årig kvinde fra lokalområdet. Umiddelbart intet, der tyder på en forbrydelse, men vi undersøger nu sagen nærmere. #politidk pic.twitter.com/cfq7t634K3
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) June 29, 2020
Formentlig en ulykke
Det var en forbipasserende, der søndag formiddag kort før klokken 11:00 fik øje på den livløse kvinde og slog alarm. Politi og redning rykkede ud, og kvinden blev forsøgt genoplivet. Dog uden held.
Østjyllands Politi oplyste søndag, at det tydede på, at kvinden var død som følge af en ulykke uden at gå nærmere i detaljer.
- Der er ikke umiddelbart noget, som tyder på, at der ligger en forbrydelse bag, sagde Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND søndag.
Bad offentligheden om hjælp
Østjyllands Politi havade svært ved at identificere kvinden.
Derfor bad de søndag offentligheden om hjælp til at identificere den 80-årige kvinde.
- Vi har fået en del henvendelser. Nogen bedre end andre, siger Lars Bisgaard til TV2 ØSTJYLLAND.