Rytter vil have bilister til at sænke farten - opråb får blandet modtagelse

Det er med livet på spil, hvis trafikanter ikke sænker farten, når de møder en hest, lyder det fra rytter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Du skal huske at sænke farten, når du møder en hest på vejen, lyder det fra rytter. Foto: Colourbox

Det er ikke for sjov eller for at være uforskammet, hvis en rytter med hånden giver dig tegn til at sænke farten, mens du sidder i din bil. Det er derimod en bøn om at vise hensyn.

Det er essensen af et facebookopslag, som Nadja Andreasen har slået op i gruppen "Facebook Randers".

Hun oplever, at flere bilister, knallertkører og motorcyklister glemmer at fjerne foden fra speederen, når de møder en rytter, til hest eller gående med hest, i trafikken.

Flere medlemmer af facebookgruppe beder ryttere samle deres hestes afføring op.   Foto: Colourbox

Vil gerne hjem i live

Hvis en hest eller et føl skal blive trafiksikker, er ryttere ifølge Nadja Andreasen ofte nødt til at bevæge sig ud i asfaltvej på grund af opstaldningsforhold.

"Vi vil, lige som du, gerne hjem i levende tilstand efter at have dyrket vores passion, og lige som du (forhåbentlig) ville tage hensyn til og være opmærksom på et barn i trafikken, beder vi dig om også at tage hensyn til os", skriver Nadja Andreasen i sit facebookopslag.

Selvom Nadia Andreasen ikke bærer hjelm på billedet på Facebook herunder, oplyser hun til TV2 ØSTJYLLAND, at hun altid har hjelm på, når hun rider.

Hun understreger, at det ikke er for at diktere de øvrige trafikanters fart, hvis en rytter giver tegn til at sænke farten.

Ifølge Dansk Ride Forbund sker der årligt cirka 130 rideulykker i trafikken. 20-30 af dem involverer andre trafikanter, oftest en bil. Det er typisk bilister og andre trafikanter, der kommer til skade i disse ulykker - ikke rytteren, oplyser Dansk Ride Forbund.

Ikke alle er enige

Opslaget er blevet mødt med mange kommentarer i "Facebook Randers". Mange bakker op om Nadja Andreasens budskab, men der er også flere kritiske kommentarer.

- Personligt sætter jeg altid farten ned. Men når man så desværre gentagende gange ser ryttere med mobilen i hånden, så mister man lidt lysten til at vise hensyn, for så er rytter tilsyneladende ligeglad. Og så forstår jeg ikke, at lige nøjagtigt de personer vil have, vi andre skal vise hensyn, skriver medlem af gruppen.

- Husk lige hjelmen, det ville være en begyndelse. Når det så er sagt, så er det en hobby og ikke en transportform, så heste skal ikke være på vejen. Nyd jeres hobby i dertil indrettede områder. Andre spiller heller ikke håndbold, fodbold også videre på vejen, lyder det fra en anden bruger.

Flere brugere gør desuden opmærksomme på, at ryttere skal huske at fjerne deres hestes afføring, når de rider på vejene.

Det mener Rådet for Sikker Trafik

  • Sæt farten ned og kør forbi i god afstand
  • Kan du ikke komme forbi, så hold afstand til hesten, indtil du kan passere
  • Heste bliver ofte bange for uvante lyde og ting, den ikke kender. Hvis du kører med en last, der rasler eller flagrer, skal du være ekstra forsigtig
  • Holder du stille og lader hesten passere, så vent med at starte og speede op til hesten er et stykke væk
  • Vær opmærksom på, om rytteren giver tegn til dig, f.eks. om at sænke farten eller stoppe op. Det kan være fordi hesten er bange og svær at styre
  • Blænd lyset ned, når du møder en hest i mørket.

 

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her