Ukrainer i Randers frygter for sin families liv

Uvisheden i Ukraine trækker spor til Danmark, hvor ukrainske Marharyta Kovalenko er meget bekymret for sin familie, der bor tæt på den russiske grænse i Ukraine.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

22-årige Marharyta Kovalenko bor i Randers, men er født og opvokset i Ukraine. Hun kom til Danmark for omkring syv år siden sammen med sine forældre og sin lillesøster.

Resten af Marharyta Kovalenkos familie bor i Ukraine, og hun er derfor meget opmærksom på udviklingen i konflikten mellem Ukraine og Rusland.

- Jeg er meget bekymret for vores familie i Ukraine, siger Marharyta Kovalenko.

Marharyta Kovalenko kom til Danmark som 15-årig. Foto: Marharyta Kovalenko (privatfoto)

Hendes bedsteforældre bor tæt på den russiske grænse og har ikke planer om at flytte.

- Hvis der bliver krig, så starter den der. Og det er vi bange for, siger Marharyta Kovalenko.

En usikker fremtid

Marharyta Kovalenko er født og opvokset i Ukraine og har mange minder i landet.

Tankerne om landets fremtid fylder derfor også meget for hende.

- Jo mere jeg læser om det, jo mere bange bliver jeg, fortæller Marharyta Kovalenko

Til sommer var det også meningen, at hun skulle rejse derned med sin familie og deltage i sin kusines bryllup. Nu er hun usikker på, om det kan lade sig gøre.

- Jeg kommer kun til Ukraine en gang om året, og jeg er bange for at gå glip af det.

For selvom hun langt hen ad vejen kan holde kontakten med sin familie gennem videoopkald, så er der også en større bekymring, der fylder.

- Jeg er bange for at miste, siger Marharyta Kovalenko.

Hvad handler konflikten i Ukraine om?

Rusland vil ikke acceptere, at Ukraine bliver optaget i NATO. Siden 1990'erne er 14 lande i Østeuropa blevet optaget i NATO. Flere af de disse medlemslande er tidligere sovjetstater, og det har vakt vrede og bekymring i Rusland. 

Rusland mener, at NATO øger spændingerne i regionen med sin tilstedeværelse. Russerne har sendt en række sikkerhedsgarantier til NATO og USA. Et par af de centrale krav er, at Ukraine og Georgien aldrig må blive medlem af NATO, og NATO skal stoppe al militæraktivitet i Østeuropa. 

Der har i en årrække været kampe mellem den ukrainske hær og prorussiske oprørere i de to ukrainske regioner Donetsk og Luhansk. Her har prorussiske oprørere taget kontrollen, og de to regioner har erklæret sig selvstændige ved en folkeafstemning. 

I de seneste par måneder har Rusland udstationeret omkring 100.000 soldater ved den ukrainske grænse. I Vesten har man været bekymret for, om Rusland kan finde på at invadere Ukraine. 

Ukrainsk sammenhold

I Randers er de en hel gruppe af ukrainere, der mødes og støtter hinanden.

- Vi holder meget sammen, og vi hjælper hinanden, hvis nogen har problemer. Det er en del af vores kultur, fortæller Marharyta Kovalenko.

Til Kulturdage i Randers viste gruppen af ukrainere i Randers deres kultur frem gennem dans. Foto: Marharyta Kovalenko (privatfoto)

I gruppen af ukrainere i Randers taler de også meget sammen om situationen i Ukraine.

Hun har dog fået indtryk af, at de måske er mere positive i Ukraine.

- Mange af mine venner og min familie dernede lige nu tror ikke, at det udvikler sig videre. Men jeg tror, at de vil tro på det bedste, for vi er alle sammen meget bekymrede i Danmark, fortæller Marharyta Kovalenko.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her