Overlæge på fertilitetsklinik: - Få børn mens I er unge
Antallet af par, der skal i behandling for at blive forældre, er steget. Overlæge opfordrer unge til at overveje, hvornår de vælger at få børn
Der skal egentlig ikke mere end et æg og en sædcelle til. Alligevel oplever flere par, at det ikke altid er lige let at blive forældre.
De seneste ti år er antallet af behandlinger i forbindelse med kunstig befrugtning steget med næsten 40 procent.
På fertilitetsklinikken i Horsens har de også oplevet en stigende tilstrømning af både par og enlige, der ønsker at få hjælp til at blive forældre.
- Det skyldes både, at mulighederne for at få hjælp til at blive gravide er blevet bedre. Men også at danske kvinder vælger at få børn langt senere, end man gjorde før i tiden, og det har stor betydning for fertiliteten, siger overlæge ved fertilitetsklinikken i Hospitalsenheden Horsens, Ulla Breth Knudsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Tag beslutningen, inden du fylder 30 år
En kvinde fødes med cirka en million æg. Efterhånden som kvinden bliver ældre, modnes æggene og udstødes. I alderen mellem 16 år og 25 år har kvinden bedst mulighed for at blive gravid.
Derfor opfordrer Ulla Breth Knudsen til, at man tager beslutningen om at få børn, inden man fylder 30 år.
- Par, der vil være forældre, skal tænke meget over kvindens alder, og hvornår de skal i gang med at forsøge og blive gravide. For det kan knibe, når kvinden når 30’erne. Især hvis parret vil have mere end et barn, siger hun.
Når en kvinde når til overgangsalderen, vil der ikke være flere æg i hendes æggestokke, og hun vil derfor ikke kunne blive gravid.
Ulla Berth Knudsen mener, at kvindens egen mor kan være et godt pejlemærke for, hvornår det er ved at være for sent at kunne få børn.
- Spørg din mor, hvornår hun gik i overgangsalderen. Du vil typisk gå i overgangsalderen i samme alder, siger Ulla Berth Knudsen.
Hun understreger dog, at selv hvis en kvindes mor følger gennemsnittet og er gået i overgangsalder som ca. 51-årig, vil sandsynligheden for et barn falde væsentligt, hvis kvinden venter til 35 års alderen med at få sit første barn.
Mad og kropsplejeprodukter spiller også ind
Det er ikke kun kvindens alder, der kan spille ind, når par har svært ved at blive gravide.
Undersøgelser peger i retning af, at en anden faktor der kan spille i det voksende antal af personer i fertilitetsbehandling, er, at mænds sædkvalitet er dårligere, end den var før i tiden.
Derudover har kost og det miljø, vi bevæger os i også betydning.
- Det er en god ide at undgå tilsætningsstoffer i mad og kropsplejeprodukter. Vi ved ikke alt om dem endnu, og det kan være, at nogle af dem kan have en knap så gunstig effekt for fertiliteten. Ellers skal man tænke over, at ens kost skal være sund og nærende, siger Ulla Berth Knudsen.
En hård kamp at kæmpe
Søs Bødker Dinsen og Frederik Kjærgaard er et af de par, der har været forbi fertilitetsklinikken på Hospitalsenhed Horsens i forbindelse med deres behandlingsforløb.
I 2013 besluttede de sig for at forsøge at blive gravide. De var begge midt i 20’erne. Der skulle gå tre år fra de først startede, til Søs endelig var succesfuldt gravid.
- Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle blive så svært. Vores ide om, hvordan det ville være at blive forældre, lå så langt fra den kamp, vi har kæmpet, fortæller Søs og Frederik til TV2 ØSTJYLLAND.
Efter lang tids forsøg og tabte graviditeter valgte Søs og Frederik at søge hjælp. De fik at vide, at de var det, man kalder: ”Ufrivilligt barnløse”. Du kan læse webdokken om Søs og Frederiks historie her.
Barnløshed i Danmark
- Hver tiende kvinde i Danmark får enten aldrig børn eller får færre end ønsket. Tæt på hver fjerde mand får aldrig børn.
- De seneste ti år er antallet af behandlinger i forbindelse med kunstig befrugtning steget med næsten 40 procent.
- Knap 5000 børn eller otte procent af årgangen blev undfanget efter kunstig reproduktion på en dansk fertilitetsklinik i 2016.