Region nedjusterer antal fejlamputerede patienter
150 patienter, der kan have fået amputeret et ben, hvor det kunne være undgået, er fundet.
Region Midtjylland har foreløbig identificeret 150 patienter, der har fået amputeret et ben de seneste ti år, hvor der er tvivl om, hvorvidt det kunne være undgået eller udskudt.
Det fremgår af regionens hjemmeside, skriver Jyllands-Posten.
De 150 patienter er færre end først skønnet.
Det er speciallæger i karkirurgi, der har identificeret dem for regionen. Patienterne skal nu vejledes i at søge erstatning.
Læs også:
29 behandlingsforløb fra 2012 til 2013 mangler dog fortsat at blive gennemgået.
I foråret lød det i en ekstern analyse i regionen, at vurderingen var, at op mod 92 patienter hvert år kunne have fået foretaget en amputation unødigt over en årrække.
Regionen nedjusterede senere det skøn til 47 patienter årligt. Det tal er nu nede på 15 patienter om året.
I alt skal 1816 hospitalsjournaler gennemgås.
57 er i live
Af de 150 patienter er 57 i live. De har nu modtaget et brev fra Region Midtjylland.
- Enhver patient kan desuden uanset fagfolkenes vurdering anmelde en sag til Patienterstatningen, hvis man mener, at der er sket fejl i behandlingen. Det samlede antal benamputerede, som skal have erstatning, kendes først, efter at Patienterstatningen har behandlet anmeldte sager, siger regionsdirektør i Region Midtjylland Pernille Blach Hansen i en meddelelse.
Via Skifteretten er regionen i gang med at kontakte boet efter 93 afdøde patienter. Det fremgår af regionens hjemmeside.
I maj kostede sagen om amputationerne Ole Thomsen jobbet som koncerndirektør i regionen.
En rapport fra starten af august viste, at der er stor forskel på antallet af benamputationer i landets fem regioner.
Det blev vurderet, at de variationer, som er opstået, ikke kan tilskrives ændringer i befolkningen. De må i stedet skyldes en ændring i den kliniske praksis, lød det i rapportens resumé.
Eksempelvis er antallet af benamputationer i Region Nordjylland faldet fra 61 årligt per 100.000 indbyggere i 2016-2018 til 35 per 100.000 indbyggere i 2019-2021.
I Region Sjælland er antallet til gengæld vokset fra 76 per 100.000 indbyggere årligt i 2016-2018 til 79 i 2019-2021.