Silkeborgenser skriver kontrakt med NFL-klub
25-årige Andreas Knappe har skrevet kontrakt med NFL-klubben Atlanta Falcons
Den første dansker siden Morten Andersen har skrevet kontrakt med en klub i NFL.
25-årige Andreas Knappe fra Silkeborg har netop skrevet under på en kontrakt med Atlanta Falcons og bliver altså den første dansker til at skrive kontrakt med en NFL-klub siden Morten Andersen.
Det skriver Draftday.dks Søren Hygum Hansen på Twitter. Han skriver videre, at han har været i kontakt med silkeborgenseren.
Andreas Knappe har fysikken med sig. I højden måler han 2,06 meter og er med sine 134 kilo udset som tackle for Falcons.
Som tackle skal han beskytte sidste års MVP i NFL, Atlantas quarterback Matt Ryan
Knappe har de seneste år gået på college i Connecticut, hvor han har været i søgelyset blandt flere klubber.
Den hidtil eneste dansker, der har optrådt i NFL, er Morten Andersen. Han blev i år indlemmet i sportens Hall of Fame og er den spiller i historien, der har lavet flest point.
Trods sin gedigne fysik bliver det altså store sko at udfylde for Knappe.
Det er dog ikke helt sikkert, at han vil være på Atlantas hold fra starten af næste sæson.
Han skal formentlig kæmpe om en plads på Atlantas hold under en træningslejr op til sæsonstarten.
Her skærer NFL's hold sine spillertrupper til, og mange spillere får at vide, at de er blevet frigivet.